Vejen fra gaming til job er kortere, end man tror
Når gaming fylder meget hos en ung uden job og uddannelse, kan afstanden til arbejdsmarkedet se lang ud. Men ofte er der allerede erfaringer, motivation og kompetencer at bygge på. Det, der mangler, er et sprog, der kan forbinde dem med næste skridt.
· Martin Fritzen
Når en ung eller voksen bruger det meste af sin vågne tid på at game, kan det for en kommune ligne stor afstand til job og uddannelse. Døgnrytmen er måske vendt. CV'et er næsten tomt. Fremmødet er ustabilt. Samtalen går hurtigt i stå. Gaming fylder mere end alt det, systemet gerne vil tale om. Det er let at se gaming som et tegn på, at borgeren er langt væk. Men for nogle borgere er gaming også det sted, hvor der stadig findes noget, kommunen kan arbejde med: engagement, vedholdenhed, rolleforståelse, fællesskab, ansvar, læring og lysten til at blive bedre. Det ændrer opgaven. For hvis der allerede findes erfaringer, er første skridt ikke nødvendigvis at skabe dem fra bunden. Første skridt er at få øje på dem. Afstanden er ikke altid kompetencerne I beskæftigelsesindsatsen taler vi ofte om, hvad borgeren mangler. Manglende uddannelse. Manglende erfaring. Manglende fremmøde. Manglende motivation. Manglende retning. Men hos nogle gamere ligger der mange timers konkret øvelse lige foran os. De har spillet på hold, lært komplekse systemer, koordineret med andre, håndteret pres, løst problemer, øvet sig igen og igen og indgået i fællesskaber, hvor andre regner med dem. De kalder det sjældent kompetencer. De kalder det gaming. Og hvis fagpersonen heller ikke har et sprog for det, bliver erfaringerne usynlige i samtalen. Det er her, Væksthusets Forskningscenters pointe er vigtig: Vejen fra gaming til job kan være kortere, end man tror. Udfordringen er ikke altid, at der mangler erfaringer. Udfordringen er, at gamingaktiviteterne ikke bliver oversat til brugbare kompetencer i beskæftigelsessamtalen. For en ledelse er det en afgørende forskel. Hvis kompetencerne mangler, kræver det ét slags forløb. Hvis kompetencerne findes, men ikke har sprog, kræver det et andet greb. Gaming kan være den åbne dør Aalborg Universitet har i arbejdet med faciliteret gaming peget på, at gaming kan fungere som et fælles tredje i arbejdet med udsatte unge. Det er især interessant for jobcentre og ungeenheder, fordi netop de unge, som er svære at få fat i gennem almindelige samtaler, ofte har en stærk relation til gamingens verden. Det betyder ikke, at gaming skal gøres til løsningen på alt. Men det betyder, at gaming kan være den åbne dør. Når en ung har mistet tillid til skole, jobcenter, uddannelse eller voksne, kan samtalen om fremtid føles som endnu et krav. Samtalen om gaming kan føles mere konkret. Mindre truende. Tættere på noget, den unge faktisk kender. Derfor kan gaming give fagpersonen et sted at begynde, når de sædvanlige spørgsmål ikke virker. Ikke med "hvor mange timer spiller du?" som første greb. Men med: Hvad spiller du? Hvem spiller du med? Hvilken rolle tager du? Hvad gør du, når det bliver svært? Hvad er du blevet bedre til? Hvem regner med dig? De svar kan åbne for noget, der ellers ikke kommer frem i CV, skolehistorik eller sagsnotat. Ledelsesopgaven er at give medarbejderen et greb For en travl fagperson er det ikke realistisk at forvente dyb viden om gaming, spilgenrer, Discord, online fællesskaber og digitale ungdomskulturer. Det behøver heller ikke være opgaven. Opgaven er at give medarbejderen et greb, der gør det muligt at spørge klogt og oversætte svarene til noget, der kan bruges i en beskæftigelsesrettet samtale. Det er den erkendelse, Real Skills er bygget på. Borgeren svarer på konkrete spørgsmål om sin gaming. Svarene omsættes til en kompetenceprofil i almindeligt dansk og en spørgeguide til fagpersonen. Profilen kan pege på beskæftigelseskompetencer, personlige kompetencer og sociale kompetencer — ikke som en afgørelse, men som et samtalegrundlag. Så får fagperson og borger noget fælles at kigge på. En profil. Nogle ord. Nogle styrker. Nogle mulige retninger. Det kan gøre samtalen mindre abstrakt og mere konkret. Et sprog kan forkorte vejen For nogle borgere begynder vejen mod job og uddannelse ikke med en plan. Den begynder med en anden samtale. En samtale, hvor borgeren ikke kun mødes gennem det, der mangler. En samtale, hvor gaming ikke straks bliver gjort til problemet. En samtale, hvor erfaringer fra gaming kan blive undersøgt som mulige styrker. En samtale, hvor næste skridt bliver mere realistisk, fordi det bygger på noget, borgeren faktisk genkender. Det er her, sproget betyder noget. Når gaming bliver oversat til samarbejde, vedholdenhed, problemløsning, ansvar, læring, kommunikation eller fællesskab, bliver det lettere at tale om, hvor de styrker kan bruges uden for spillet. Måske i et kursus. Måske i lønnede timer. Måske i praktik. Måske i FGU, STU eller EUD. Måske i et fællesskab, der kan blive første skridt mod noget mere. Vejen fra gaming til job er ikke automatisk. Men den kan være kortere, end den ser ud, når vi kun kigger på fravær, timer og tomme CV'er. Nogle gange mangler borgeren ikke alt det, vi tror. Nogle gange mangler samtalen bare et sprog. Kilder Væksthusets Forskningscenter: Kan gaming bane vej til job og uddannelse? Aalborg Universitet: Thorkild Hanghøj, Betina Skov Jacobsen og Iben Nørup om faciliteret gaming og gaming som fælles tredje.