Værktøjer til samtaler med unge med bekymrende skolefravær
Når en ung ikke kommer i skole, lukker den direkte samtale ofte. Et fælles tredje — som det, den unge laver derhjemme — kan være vejen ind.
· Martin Fritzen
Når en ung har bekymrende skolefravær og måske sidder meget hjemme, lukker en direkte samtale om fraværet ofte mere, end den åbner. Et af de værktøjer, der virker bedst, er at finde et fælles tredje — noget konkret at mødes om, som ikke er fraværet selv. For mange unge, der bliver hjemme, er det skærmen og gamingen. At begynde dér, frem for ved skolen, kan være vejen ind til en dialog. Hvorfor samtalen om fraværet sjældent virker For en lærer eller vejleder er fraværet hele bekymringen. Det er det, der skal løses, og det er det, samtalen lægger op til at handle om. Det er fuldt forståeligt. Men for en ung, der ikke kommer i skole, er fraværet sjældent et frit valg. Bag det ligger som regel noget svært — angst, mistrivsel, en følelse af ikke at høre til, eller nederlag, der har hobet sig op. Når samtalen begynder ved fraværet, hører den unge endnu en påmindelse om alt det, der ikke fungerer. Og så trækker de sig, ikke af ligegyldighed, men fordi det gør ondt at tale om. Jo mere man presser på fraværet, jo mere bekræfter man, at man er endnu en voksen med krav. Og så er kontakten reelt tabt, før den begyndte. Det fælles tredje Et af de mest brugbare greb i arbejdet med unge er det, man kalder et fælles tredje: noget konkret, man kan være sammen om, som tager presset af den direkte samtale. I stedet for at sidde over for hinanden og tale om det svære, retter man begges opmærksomhed mod noget udenfor — en aktivitet, en interesse, en ting den unge kender og kan. For en ung, der sidder meget hjemme, er det fælles tredje ofte lige foran én: skærmen. At bede den unge vise, hvad de spiller, eller fortælle om det fællesskab, de er en del af online, flytter samtalen fra noget, der gør ondt, til noget, de gerne taler om. Det lyder enkelt, men skiftet er stort. Pludselig er den unge ikke længere et problem, der skal udredes, men et menneske, der får lov at vise noget, de er gode til. Hvad man kan begynde med Nogle konkrete måder at bruge det fælles tredje med en ung, der ikke kommer i skole: Bed dem vise dig det, de laver. Et spil, en verden, et fællesskab — lad dem være den, der ved mest. Vær oprigtigt nysgerrig, ikke vurderende. Spørg for at forstå, ikke for at lede efter problemer. Læg skolen til side i den første samtale. Den kan vente, til der er en kontakt at tale ud fra. Læg mærke til styrkerne. Det, den unge gør derhjemme, rummer ofte mere, end det ser ud til. Det handler ikke om at opgive skolen som mål. Det handler om at bygge den kontakt, der skal til, før et mål overhovedet kan tales om. Fra kontakt til langsom bevægelse Når der først er en kontakt — når den unge har oplevet at blive mødt med interesse frem for krav — er der noget at arbejde videre ud fra. Det, den unge laver derhjemme, kan blive en bro: en interesse, der peger på en retning, en styrke, der kan bæres med ind i en sammenhæng uden for hjemmet, et fællesskab, der viser, at de godt kan høre til et sted. Vejen tilbage mod skole eller uddannelse går sjældent direkte og sjældent hurtigt. Men den begynder samme sted som al anden tillid: med at nogen tog sig tid til at forstå, før de bad om forandring.