STU-eleven og motivation
Motivation hos STU-elever begynder ofte i noget konkret, der allerede betyder noget. Her er, hvordan fagpersonen kan bruge fritidsliv, gaming og hverdagsansvar som samtalevej.
· Martin Fritzen
En STU elev kan virke helt uden retning i et mødelokale. Kort svar. Blikket ned. Hætten oppe. “Ved ikke.” “Det gider jeg ikke.” “Det er lige meget.” Og så kan den samme elev fortælle i tyve minutter om sin hund, sit spil, sin knallert, sin hest, sit træningsprogram, sin storebror, sin Discord server, sin tegning, sin YouTube kanal eller den ene praktikdag, hvor noget faktisk føltes rigtigt. Motivation er ikke altid væk. Nogle gange ligger den bare et andet sted, end samtalen leder. Motivation viser sig ofte i det konkrete Når vi spørger direkte: “Hvad motiverer dig?” …bliver spørgsmålet hurtigt for stort. Mange STU elever har svært ved at svare på den slags. Nogle har haft mange år, hvor voksne har spurgt til planer, mål og fremtid. Ofte før eleven selv havde ro nok til at mærke, hvad der var vigtigt. Derfor kan samtalen begynde mindre. Hvad fylder i din hverdag? Hvad kan du blive ved med? Hvad glæder du dig til? Hvornår går tiden hurtigt? Hvem eller hvad får dig ud ad døren? Hvornår bliver du irriteret, fordi noget betyder noget for dig? Motivation kan gemme sig i vaner, gentagelser, interesser og små tegn på energi. Det kan være en elev, der aldrig kommer til tiden i skolen, men altid møder op til ridning. En elev, der har svært ved gruppearbejde, men kan koordinere med andre online. En elev, der ikke kan overskue praktik, men ved alt om værktøj, motorer eller madlavning. En elev, der siger lidt, men passer sin lillesøster hver morgen. Der er noget at forstå der. STU handler også om at blive klar til voksenlivet STU er en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Uddannelsen skal støtte den unge i at udvikle personlige, sociale og faglige kompetencer og styrke muligheden for et så selvstændigt og aktivt voksenliv som muligt. Det er en stor opgave. Og det er en opgave, der kræver mere end et skema. For motivation hos STU elever handler tit om tryghed, energi, sanser, erfaringer, nederlag, relationer, støttebehov, dagsform og troen på, at noget kan lykkes. En elev kan godt være interesseret og stadig have brug for lang tid. En elev kan godt ville noget og samtidig blive overvældet. En elev kan godt have styrker og stadig have svært ved at bruge dem i et klasselokale. Derfor er det konkrete så vigtigt. Spørg til det sted, eleven allerede kender Hvis en elev siger: “Jeg gider ikke rigtig noget.” …kan samtalen få mere luft, hvis fagpersonen spørger bredere: “Hvad laver du, når du selv bestemmer?” “Hvad er en god dag for dig?” “Hvad kan du bedst lide at have styr på?” “Hvad er du træt af, at voksne misforstår ved dig?” “Er der noget, du godt kan lide at lære om, hvis det ikke føles som skole?” “Er der nogen steder, hvor du føler dig mere rolig?” Det er ikke et trick. Det er almindelig nysgerrighed. Målet er at finde det sted i elevens liv, hvor noget betyder noget. Når det sted bliver tydeligere, kan samtalen langsomt få mere at stå på. Gaming kan åbne samtalen — hvis spillet får lov at betyde noget Når en STU elev siger “jeg gamer”, er der stadig meget, vi ikke ved. Spørg til spillet. “Hvad spiller du for tiden?” “Hvad har du spillet mest?” “Hvad kan du lide ved det?” “Hvordan ville du forklare spillet til mig, hvis jeg aldrig havde set det?” “Hvad er en god aften i det spil?” “Hvad er en dårlig aften?” Det betyder noget, om eleven spiller FIFA, Minecraft, World of Warcraft, Roblox, Counter Strike, The Sims eller solo spil med stærke fortællinger. FIFA kan åbne en samtale om konkurrence, frustration, køb og belønning. Minecraft kan åbne en samtale om kreativitet, tålmodighed og fordybelse. World of Warcraft kan åbne en samtale om fællesskab, aftaler, roller og ansvar. Solo spil kan åbne en samtale om ro, struktur, følelser og pauser fra hverdagen. Spillet er ikke bare en hobby. Det er en kontekst. Og konteksten hjælper fagpersonen med at forstå eleven bedre. Et samtaleeksempel: eleven der spiller Minecraft Eleven siger: “Jeg spiller mest Minecraft.” Fagpersonen: “Hvad laver du derinde?” Eleven: “Bygger.” Fagpersonen: “Hvad bygger du?” Eleven: “Huse. Nogle gange hele områder.” Fagpersonen: “Hvor starter du, når du bygger sådan noget?” Eleven: “Jeg finder et sted. Så laver jeg lidt en plan.” Fagpersonen: “Har du den plan i hovedet, eller tegner du den?” Eleven: “Mest i hovedet. Nogle gange ser jeg billeder først.” Fagpersonen: “Hvad gør du, hvis det ikke bliver, som du havde tænkt?” Eleven: “Så bygger jeg om.” Fagpersonen: “Bliver du sur, eller bliver du ved?” Eleven: “Begge dele.” Fagpersonen: “Det giver mening. Hvad får dig til at blive ved?” Der er ingen kompetenceord i starten. Alligevel begynder noget at vise sig. Fordybelse. Billeder i hovedet. Planlægning. Tålmodighed. Frustration. Evnen til at bygge om. Det kan senere blive brugbart sprog. Først blev det en samtale, eleven kunne være i. Sport og træning kan fortælle noget om rytme Nogle STU elever har en sport, en træning eller en fysisk aktivitet, der betyder meget. Det kan være fodbold, styrketræning, ridning, svømning, kampsport, gåture eller cykling. Start med oplevelsen. “Hvad kan du lide ved træningen?” “Hvad er en god træning?” “Hvad mærker du i kroppen bagefter?” “Hvad får dig afsted?” “Hvad gør du, når du mister lysten?” “Hvem lægger mærke til, om du kommer?” For nogle elever handler træning om fællesskab. For andre om kroppen. For nogle om ro. For nogle om at blive stærkere. For nogle om at have én ting i ugen, der føles stabil. Det er relevant for motivation. Ikke fordi alle skal træne mere. Fordi elevens erfaring med rytme, fremmøde og kropslig ro kan sige noget om, hvad der hjælper dem. Dyr, natur og praktiske opgaver kan være stærke indgange Motivation hos STU elever ligger ikke altid i det, voksne først spørger til. Nogle elever vågner mere, når samtalen handler om dyr. Andre når den handler om mad, værktøj, planter, musik, makeup, busser, brandbiler, anime, fiskeri, tøj, maskiner, børn, ældre mennesker eller noget helt syttende. Det må gerne være smalt. Faktisk er det ofte en fordel. En elev, der ved alt om akvarier, ved måske også noget om ansvar, rutiner, tålmodighed og observation. En elev, der elsker dyr, kan have blik for omsorg, stemninger og behov. En elev, der kan bruge timer på at sortere fodboldkort, har måske systematik og detaljesans. En elev, der kan lave mad derhjemme, har måske praktisk overblik, sansning, timing og ansvar. Man skal tæt på hverdagen for at få det frem. Når motivation ligner modstand Nogle gange ser motivation mærkelig ud. En elev kan blive vred, fordi noget betyder noget. En elev kan afvise en aktivitet, fordi nederlaget føles for tæt på. En elev kan sige “det gider jeg ikke”, når det i virkeligheden betyder “jeg kan ikke overskue at fejle foran jer”. En elev kan holde fast i gaming eller træning, fordi det er det eneste sted, hvor de føler kontrol. Derfor kan modstand være værd at lytte til. Spørg: “Hvad er det værste ved den opgave?” “Hvad plejer at gå galt?” “Hvad ville gøre det lidt lettere at prøve?” “Hvem skal være der, hvis du skal føle dig tryg?” “Hvad har virket før?” Det er stille spørgsmål. De presser ikke. De leder efter betingelserne for, at eleven kan være med. Et samtaleeksempel: eleven der afviser praktik Eleven siger: “Jeg gider ikke praktik.” Fagpersonen: “Okay. Hvad er det ved praktik, der er mest træls?” Eleven: “Det hele.” Fagpersonen: “Hvis du skulle vælge én ting. Er det nye mennesker, tidligt op, opgaverne, transporten eller det med ikke at vide, hvad der skal ske?” Eleven: “Det med ikke at vide, hvad der skal ske.” Fagpersonen: “Så det handler meget om uforudsigelighed?” Eleven: “Ja. Jeg hader, når jeg ikke ved, hvad jeg skal.” Fagpersonen: “Hvornår fungerer du bedst?” Eleven: “Når jeg ved, hvad der skal ske. Og hvem der er der.” Fagpersonen: “Det er vigtigt at vide. Så hvis vi en dag skal kigge på praktik, skal vi starte med et sted, hvor planen er tydelig, og hvor du kan møde en person først.” Nu er motivation ikke blevet presset frem. Forhindringen er blevet tydeligere. Det kan være et bedre udgangspunkt. Styrker kommer ofte efter fortællingen Når eleven har fortalt om noget konkret, kan fagpersonen begynde at samle små tegn op. “Du bliver faktisk ved, selv når det driller.” “Du lægger mærke til detaljer.” “Du har brug for tydelige rammer.” “Du virker til at få ro af gentagelser.” “Du tager ansvar for dyr.” “Du kan godt lide at gøre noget færdigt.” “Du hjælper andre, når du ved, hvad rollen er.” Så kan eleven få mulighed for at svare. “Ja.” “Måske.” “Det har jeg ikke tænkt over.” “Det passer faktisk meget godt.” Det behøver ikke blive større end det. Nogle gange er første skridt bare, at eleven hører en styrke sagt højt på en måde, der ikke føles falsk. Kompetenceprofilen kan komme, når der er noget at samle En kompetenceprofil fungerer bedst, når den samler noget, eleven allerede har fortalt. Det kan lyde sådan: “Vi har talt om Minecraft, og jeg kan høre, at du bygger om, indtil det passer. Vi har også talt om, at du bedst kan lide tydelige planer. Skal vi prøve at samle det i en profil, så vi kan se dine styrker og de rammer, der hjælper dig?” Eller: “Du har fortalt, at du passer dyrene derhjemme hver dag. Det siger noget om ansvar og rutiner. Skal vi skrive det ned sammen?” Eller: “Du siger, du hader praktik, fordi det er uforudsigeligt. Det er vigtig viden. Så handler næste skridt måske om at finde et sted med mere faste rammer.” Profilen bliver ikke målet i sig selv. Den bliver en måde at holde fast i det, samtalen har fundet. Motivation kan være lille og stadig være ægte Vi leder ofte efter store tegn. En elev, der siger: “Nu vil jeg videre.” En elev, der møder op hver dag. En elev, der vælger retning. En elev, der kan forklare sin plan. Men motivation kan begynde meget mindre. Eleven bliver fem minutter længere. Eleven svarer lidt mere. Eleven viser et billede af noget, de har bygget. Eleven fortæller navnet på spillet. Eleven spørger, om aktiviteten kommer igen. Eleven tør sige, hvad der er svært. Eleven møder op til den ene ting, der giver mening. Det er værd at opdage. Små tegn kan være begyndelsen på mere. Fagligt grundlag STU er en treårig, individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Uddannelsen består af undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktik i virksomheder og institutioner. Formålet med STU er blandt andet, at den unge udvikler personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt. STU skal tilrettelægges med hensyn til den unges kvalifikationer, modenhed og interesser. Det gør elevens egne erfaringer, interesser og hverdagsarenaer relevante i samtaler om motivation og næste skridt. Læs også Hvis du vil arbejde videre med motivation, styrker og samtaler med unge, kan du også læse: Styrkesamtaler i FGU Hvordan finder man styrker hos en ung, der ikke selv kan se dem? Selvtilliden kommer før succesen — ikke omvendt