Spillene jeg har elsket — en kærlighedshistorie fortalt gennem gaming
Jeg planlagde mine ferier og sygedage, så jeg kunne game. Her er historien om spillene, der formede mit liv — og hvad jeg elskede ved hvert af dem.
· Martin Fritzen
Jeg planlagde engang mine ferier og sygedage, så jeg kunne game. Det siger nok det meste. For mig har gaming aldrig været en hobby, man tager eller lader stå — det har været en kærlighed, der har fulgt mig gennem hele livet og skiftet form, alt efter hvor jeg selv var. Her er historien om nogle af de spil, jeg har elsket allerhøjest, og hvad det egentlig var, der greb mig så hårdt. Krigen, jeg gik på opdagelse i Da jeg opdagede Medal of Honor i 1999, var jeg solgt. Det var actionen og udfordringen — at dø om og om igen og langsomt lære at klare sig gennem de tyske troppers ild. Men det var lige så meget historien. Jeg har altid elsket alt om 2. verdenskrig: bøgerne, filmene, serierne. Det fortæller noget om, hvordan jeg gamer, som måske overrasker. For jeg dræber da nogen i de spil, ja. Men i dag, når jeg spiller Sniper Elite spillene, bruger jeg nok mere tid på at gå på opdagelse i byerne, bunkerne og hele miljøet, end på at skyde. Jeg elsker den tid. Jeg har set Saving Private Ryan og Band of Brothers, og jeg skrev faktisk alle de franske byer ned, som soldaterne kom igennem i serien, og lagde en hel plan for en kør selv ferie gennem Europa for at se dem. Så at få lov at gå rundt i de steder — eller steder, der ligner — inde i et spil, var helt vildt for mig. Lidt som hvis en musiker pludselig fik besøg af Beethoven til kaffe. Eventyret, jeg ikke kan forklare Jeg har spillet Dungeons & Dragons. En flok venner samlet om et bord i 50 timer uden søvn, med cola og slik, fortabt i et rollespil. Jeg elskede det. Fællesskabet. Missionerne. Gamemasteren, der skabte hele eventyret foran os. Det hænger sammen med min kærlighed til Tolkien. Jeg har læst Hobbitten over hundrede gange. Jeg kan ikke forklare hvorfor — middelalderen, eventyret, helte og skurke, evner og udforskning opsluger mig bare. Så da jeg mellem 1996 og 2002 opdagede spil som Diablo, Neverwinter Nights og Baldur's Gate, var der ingen vej tilbage. De foregik i præcis den verden, jeg elskede. Jeg fik endda et helt venskabeligt forhold til Imoen i Baldur's Gate — og ja, det mener jeg fuldstændig oprigtigt. Men de spil var missionsbårne, låst til en bestemt vej gennem verdenen. Da hele verden åbnede sig Og så, i 2008, opdagede jeg World of Warcraft. Samme univers, samme eventyr — men nu en åben verden, hvor jeg kunne løbe, lige hvor jeg ville. Og holdkammeraterne var rigtige mennesker. Det var, som om alle synapser i hjernen smeltede sammen på én gang. Det var SÅ fedt, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Vi spillede rollespil, tog på ture sammen inde i spillet, holdt bryllupper, lavede udstyr til hinanden, hjalp hinanden. For nogen udefra så det måske ud, som om jeg isolerede mig — og det gjorde jeg nok også. Men i den periode af mit liv var spillene faktisk en beskyttelse. Det var dét, jeg fordybede mig i, frem for at skabe mere misbrug og flere ulykker. Jeg spiller stadig World of Warcraft i dag, mens jeg skriver det her i 2026 — så det er snart et spil, der har været en del af mit liv i tyve år. Nu logger jeg mest ind for at besøge steder, der engang betød noget for mig. Og det gear i min taske, der snart er tyve år gammelt og ikke har nogen værdi længere? Det holder jeg stadig på. Det kan jeg ikke få mig selv til at smide ud. Gaming som far De sidste ti år, efter jeg blev far, har gaming stadig en plads — bare en anden. Jeg laver gaming dage på mine børns skole, hvor jeg sætter konsoller og netværk op, og så kommer der tyve, tredive, fyrre børn og gamer en hel dag. De leger også udenfor. Men de gamer sammen, og nogle af dem designer våben eller tøj i et program, der importeres ind i spillet — de er både kreative og sammen på én gang. Jeg spiller med mine egne børn. 99 Nights in the Forest, Dress to Impress og andre spil på Roblox, hvor vi skal samarbejde. Vi spiller Just Dance foran fjernsynet, hvor vi danser, griner og sveder som gale. Det er også gaming — bare en helt anden slags end den, der engang holdt mig oppe alene på et værelse. Hvorfor jeg elsker at bygge Når jeg selv gamer i dag, er det typisk spil, jeg kan sætte på pause — for tiden er knap med børn og arbejde. Jeg elsker simulatorspil. Spil hvor jeg bygger byer, zoologiske haver, forlystelsesparker, hele samfund. Især middelaldersamfund. Der er noget i mig, der bliver dybt tilfredsstillet af at skabe en lille by. Placere huse, brønde, marker, gårde. Hjælpe byen med at jage, fiske, finde bær og høste. Bygge en kirke, en markedsplads, handelsruter til andre byer — og så lidt efter lidt se det hele og økonomien vokse. Det er ikke så vigtigt for mig, om det er flot. Mange gamer netop for at designe smukke ting. Det gør jeg ikke. Jeg elsker, når en by, en park eller en zoo er effektiv, spændende og giver mening. Det giver mig en helt særlig ro indeni. Jeg ved ikke helt hvorfor — nogen med forstand på spilpsykologi kan sikkert forklare det. Men jeg behøver ikke forklaringen for at mærke den. Det, spillene har til fælles Når jeg ser tilbage på alle de spil, jeg har elsket, er der en tråd. Som barn var det flugt og frelse. I eventyrene var det at træde ind i en verden, jeg elskede højere end den, jeg stod i. I World of Warcraft var det fællesskabet, der trak mig tilbage mod livet. Og i dag er det skabelse, ro og tid med mine børn. Spillene har ændret sig, fordi jeg har ændret mig. Men kærligheden er den samme. Og det er nok dét, jeg helst vil have, at andre forstår: når et menneske elsker at game, er der altid en grund. Spillet giver dem noget — flugt, fællesskab, mestring, ro — som de har brug for, lige dér hvor de står i livet. Får man øje på hvad det er, får man øje på mennesket.