Selvtilliden kommer før succesen — ikke omvendt
Mange elever får først mod på uddannelse, når en voksen hjælper dem med at få øje på, at de faktisk kan noget. Troen på egne evner opstår ikke altid efter en succes. For elever med mange nederlag bag sig kan sproget om styrker være det, der gør det muligt at forsøge.
· Martin Fritzen
Der er en sætning, mange elever hører i overgangen til ungdomsuddannelse: “Du skal bare få lidt mere selvtillid.” Det lyder omsorgsfuldt. Og det er ofte ment sådan. Men for en elev, der har samlet nederlag i skolen, er det ikke særlig hjælpsomt. For hvor skulle selvtilliden komme fra? Hvis man har været den, der ikke rakte hånden op. Den, der ikke afleverede. Den, der fik lave karakterer. Den, der følte sig bagud. Den, der ikke kunne svare på, hvad man ville. Den, der allerede tænkte “jeg er ikke en skoleperson”. Så kommer troen på egne evner sjældent af sig selv. Og nogle gange kommer den heller ikke først efter en succes. Nogle gange skal sproget komme før forsøget. Man forsøger kun, hvis man tror lidt på, at det kan lykkes Psykologen Albert Bandura kaldte det self efficacy: troen på egne evner i forhold til en konkret opgave. Det handler ikke om at synes, man er fantastisk. Det handler om noget mere jordnært: “Kan jeg klare det her?” “Tør jeg prøve?” “Kan jeg holde ved, hvis det bliver svært?” “Er det her overhovedet for sådan én som mig?” Den tro betyder meget. Den påvirker, om en elev går i gang med en opgave. Hvor meget eleven anstrenger sig. Hvor hurtigt eleven giver op. Og om eleven tør vælge noget, der føles krævende. Derfor er self efficacy helt centralt i vejledning, undervisning og brobygning. For en elev kan godt have evner, uden at turde bruge dem. Anerkendelse er ikke bare venlighed Bandura pegede på flere kilder til troen på egne evner. En af dem er verbal og social overbevisning. Altså at et andet menneske, som eleven har tillid til, sætter ord på, at eleven faktisk kan noget. Det lyder enkelt. Men i skolen og vejledningen er det ret vigtigt. For mange elever med få succesoplevelser har endnu ikke stærke erfaringer at bygge selvtillid på. De har måske flere erfaringer med at fejle end med at lykkes. Derfor kan en troværdig voksen være med til at skabe den første lille bevægelse. Ikke med tom ros. Ikke med “du kan alt, hvis du vil”. Men med præcise ord om noget konkret. “Jeg kan se, at du bliver ved, når noget interesserer dig.” “Det kræver faktisk ansvar at møde op for et hold hver uge.” “Du forklarer ting ret godt, når du taler om noget, du kender.” “Den måde du lærer spillet på, viser, at du godt kan arbejde systematisk.” “Du har faktisk erfaring med at hjælpe andre ind i et fællesskab.” Det er ikke høflighed. Det er pædagogisk arbejde. Elever kan have styrker uden at kunne sige dem selv Mange elever kan godt fortælle, hvad de gør. De kan fortælle om gaming. De kan fortælle om træning. De kan fortælle om holdet. De kan fortælle om en kamp. De kan fortælle om vennerne. De kan fortælle om noget, de har øvet sig på længe. Men de kan ikke nødvendigvis selv oversætte det til styrker. De siger måske: “Jeg gamer bare.” “Jeg spiller bare fodbold.” “Jeg hjælper bare lidt.” “Jeg prøver bare igen.” “Jeg er bare med.” Det er ofte i ordet “bare”, at styrken forsvinder. For eleven kan det føles almindeligt. For den voksne kan det være en indgang til noget vigtigt. Hvis eleven fortæller, at de altid ender med at samle holdet, kan der ligge ansvar og overblik. Hvis de fortæller, at de øver samme ting igen og igen, kan der ligge vedholdenhed. Hvis de fortæller, at de hjælper nye ind i spillet eller klubben, kan der ligge kommunikation og social forståelse. Det kræver ikke, at eleven selv siger “jeg har gode samarbejdskompetencer”. Det kræver, at en voksen hjælper med at høre kompetencen i handlingen. Sproget kan komme før modet I uddannelsessamtaler taler vi ofte, som om eleven først skal vælge, prøve og lykkes — og derefter kan selvtilliden komme. Men for mange elever er rækkefølgen anderledes. De har brug for en lille tro på, at de kan noget, før de tør tage første skridt. Det kan være at besøge en erhvervsskole. Det kan være at vælge et grundforløb. Det kan være at sige højt, at man gerne vil noget. Det kan være at møde op igen efter en dårlig start. Det kan være at turde spørge om hjælp. Her kan vejlederens, lærerens eller kontaktpersonens sprog gøre en reel forskel. Når en elev hører en troværdig voksen sætte præcise ord på noget, eleven selv genkender, bliver styrken mere virkelig. “Det her har jeg faktisk gjort.” “Det her kan jeg måske også bruge andre steder.” “Det her er måske ikke kun noget, der gælder i spillet eller på holdet.” “Det her siger måske noget om mig.” Den bevægelse er lille. Men den kan være begyndelsen på et uddannelsesvalg, der føles mindre fremmed. Real Skills som sprog mellem erfaring og uddannelse Det er her, Real Skills kan bruges i skoler, erhvervsskoler, FGU, KUI og brobygningsforløb. Eleven svarer på konkrete spørgsmål om en arena, de kender: gaming eller foreningsidræt. Svarene bliver omsat til en kompetenceprofil og en spørgeguide i almindeligt sprog. Det giver fagpersonen noget at læne sig op ad. Ikke for at fortælle eleven, hvem de er. Ikke for at placere eleven på en bestemt uddannelse. Ikke for at love, at gennemførelse bliver let. Men for at skabe et mere præcist sprog for styrker, før samtalen om valg, krav og næste skridt bliver for stor. For nogle elever begynder uddannelsesmod ikke med en succes. Det begynder med, at en voksen siger noget, eleven kan tro en lille smule på: “Det her, du gør, viser faktisk en styrke.” Kilder Albert Bandura: Self efficacy teorien, herunder verbal/social persuasion som kilde til troen på egne evner. Albert Bandura: Self Efficacy: The Exercise of Control. Forskning i vejledning, motivation og overgange til ungdomsuddannelse, hvor elevens tro på egne evner har betydning for valg, deltagelse og vedholdenhed.