Partnerskaber med civilsamfundet kræver et fælles sprog
Ungeløftet giver kommuner, virksomheder og civilsamfund en fælles opgave. Men partnerskaber virker først, når erfaringer fra fællesskaber kan bruges i samtalen om næste skridt.
· Martin Fritzen
En ung møder sjældent op i et kommunalt system og siger: “Jeg har mistet tilliden til jer, men jeg vil gerne langsomt genopbygge den gennem et lokalt fællesskab, hvor nogen ser mig i en anden rolle.” Det ville ellers være praktisk. I virkeligheden siger den unge måske: “Ved ikke.” “Det gider jeg ikke.” “Jeg hader møder.” “Jeg vil bare være i fred.” Eller også siger den unge ingenting. Men samme unge kan måske godt møde op i en bokseklub. På et værksted. I et gamingfællesskab. Til fodbold. Hos headspace. I en spejdergruppe. Hos en frivillig mentor. I en lokal forening, hvor der er kaffe, opgaver, gentagelser og mennesker, der ikke starter med en sag. Det er derfor, partnerskaber med civilsamfundet er interessante. Civilsamfundet kan nogle gange skabe det første rum, hvor en ung får vejret lidt igen. Men partnerskabet bliver stærkere, når det, der sker i rummet, kan få et sprog. Kommunen ser én del. Civilsamfundet ser en anden Kommunen ser ofte den unge i mødet. I fraværet. I planen. I ydelsen. I visitationen. I beskeden, der ikke bliver besvaret. I aftalen, der glipper. Civilsamfundet kan se noget andet. Den unge, der kommer hver tirsdag, hvis aktiviteten er den samme. Den unge, der ikke siger meget, men altid hjælper med at stille stole frem. Den unge, der er god til at få nye med i spillet. Den unge, der bliver roligere, når der er dyr i nærheden. Den unge, der tager ansvar for udstyr. Den unge, der holder øje med stemningen i gruppen. Den unge, der møder op i foreningen, selvom kommunen ikke kan få kontakt. Begge billeder kan være sande. Det vigtige er, at de kan tale sammen. Et partnerskab skal kunne mere end at henvise Et lokalt partnerskab kan hurtigt komme til at handle om aftaler. Hvem gør hvad? Hvem må henvise? Hvem er kontaktperson? Hvem betaler? Hvem følger op? Det er nødvendigt. Men i hverdagen er det ofte noget andet, der afgør, om samarbejdet får værdi for den unge. Kan foreningen fortælle, hvad de faktisk ser? Kan kommunen lytte uden at gøre civilsamfundet til myndighed? Kan virksomheden forstå den unges styrker og støttebehov i konkrete ord? Kan mentoren bygge videre på noget, der allerede virker? Kan den unge genkende sig selv i sproget? Hvis svaret bliver ja, begynder partnerskabet at ligne mere end et logo på en hjemmeside. Et eksempel: gamingfællesskabet En ung kommer i et lokalt gamingtilbud. Kommunen kender den unge som en, der har svært ved fremmøde og hurtigt afviser nye planer. I gamingtilbuddet ser de noget andet. Den unge møder op, når der er faste holdaftener. Den unge hjælper nye spillere ind på serveren. Den unge bliver irriteret, når aftaler ændres i sidste øjeblik. Den unge har brug for tydelige roller, men fungerer godt, når rollen er klar. En medarbejder fra tilbuddet siger til KUI: “Han kommer, når han ved, hvem der er der, og hvad der skal ske. Han er faktisk ret god til at forklare de nye, hvordan spillet fungerer. Men han bliver presset, når planen ændrer sig.” Det er brugbar viden. KUI kan tage den med videre: “Så når vi taler FGU, praktik eller næste aktivitet, skal vi kigge efter tydelige rammer, faste personer og en konkret rolle fra start.” Så bliver gamingfællesskabet en del af den unges samlede vej. Ikke som pynt. Som hverdagsviden. Et eksempel: foreningen En ung begynder i en lokal idrætsforening. Først står han mest i kanten. Efter nogle gange hjælper han med keglerne. Senere spørger en træner, om han vil vise en øvelse til en yngre deltager. Han siger næsten ingenting, men gør det. Efter træningen siger træneren: “Han er god, når han får en konkret opgave. Han skal ikke have for meget snak først. Bare en tydelig opgave og en voksen tæt på.” Det kan en mentor bruge. Det kan en jobkonsulent bruge. Det kan en KUI medarbejder bruge. Det er ikke en diagnose. Det er ikke en stor konklusion. Det er en konkret observation fra et sted, hvor den unge faktisk var til stede. Et eksempel: virksomheden og civilsamfundet En civilsamfundsorganisation kender en ung fra et værested. Den unge hjælper ofte i køkkenet. Hun siger selv, at hun “bare rydder op”. Men personalet har lagt mærke til, at hun holder øje med, om der mangler kaffe, om bordene er tørret af, og om nye unge sidder alene. En lokal café er en del af kommunens partnerskab. Samtalen kan begynde sådan: “Hun har det bedst med praktiske opgaver, hvor hun kan bevæge sig rundt. Hun lægger mærke til, hvad der mangler, men hun skal have en rolig voksen at spørge. Hun kan godt tage ansvar, når opgaven er tydelig.” Det er langt mere brugbart end: “Hun kunne måske prøve noget café.” For nu ved caféen lidt mere om rammerne. Og den unge bliver mødt med noget, nogen allerede har set virke. Civilsamfundet skal ikke blive en ny myndighed Foreninger og frivillige fællesskaber har en særlig styrke, fordi de ofte møder mennesker på en anden måde end systemet. Mindre kontor. Mere aktivitet. Mindre vurdering. Mere deltagelse. Mindre papir. Mere relation. Den styrke skal passes på. Hvis civilsamfundet bliver gjort til endnu et led i myndighedskæden, mister det noget af sin kraft. En fodboldtræner skal ikke være sagsbehandler. En frivillig skal ikke lave arbejdsevnevurdering. Et gamingfællesskab skal ikke dokumentere den unges progression. Men de kan godt dele konkrete observationer, hvis den unge er med på det. “Hun møder op, når hun kender rammen.” “Han hjælper andre, når opgaven er praktisk.” “Hun bliver roligere, når hun har noget i hænderne.” “Han har brug for en tydelig rolle.” Den slags sprog kan bevare civilsamfundets menneskelighed og samtidig gøre samarbejdet mere brugbart. Det fælles sprog skal være konkret Et godt fælles sprog er ikke stort. Det er præcist. I stedet for: “Han har potentiale.” Kan man sige: “Han bliver ved, når opgaven er praktisk og afgrænset.” I stedet for: “Hun har brug for motivation.” Kan man sige: “Hun møder op, når der er dyr, faste voksne og en rolig start.” I stedet for: “Han skal socialiseres.” Kan man sige: “Han har online relationer, men har brug for små overgange til fællesskaber fysisk.” I stedet for: “Hun er ikke klar.” Kan man sige: “Hun kan være med i korte opgaver, når hun ved, hvem hun skal spørge.” Det konkrete sprog gør det lettere at handle. Og det gør det lettere for den unge at genkende sig selv. Real Skills som bro mellem fællesskab og næste skridt Real Skills kan hjælpe partnerskaber med at samle det, civilsamfundet allerede ser. Gaming. Sport. Spejder. Frivillighed. Foreningsliv. Hverdagsansvar. Praktiske opgaver. Online fællesskaber. Alle de steder kan rumme erfaringer, der er værd at få øje på. En kompetenceprofil kan samle: hvad den unge møder op til hvilke opgaver den unge tager ansvar for hvilke rammer der hjælper hvilke styrker andre har set hvor der er relationer hvor der er pres hvilke næste skridt der passer bedre Så kan kommunen, mentoren, virksomheden og civilsamfundet tale ud fra samme konkrete billede. Det gør hjælpen mere præcis. Partnerskaber har brug for oversættelse Et partnerskab mellem kommune og civilsamfund skaber sjældent værdi alene ved at eksistere. Værdien opstår i overgangen. Når noget, der virker i foreningen, kan bruges i samtalen med KUI. Når noget, mentoren ser, kan deles med virksomheden. Når noget, virksomheden har brug for, kan forklares til civilsamfundet. Når den unge ikke skal begynde forfra i hvert rum. Det kræver oversættelse. Ikke akademisk oversættelse. Bare ord, der kan bæres videre: “Han fungerer bedst med faste aftaler.” “Hun tager ansvar, når opgaven er konkret.” “Han har brug for at kende stedet først.” “Hun bliver tryg gennem gentagelser.” “Han har et fællesskab online, som betyder meget.” “Hun har brug for én voksen, der går med første gang.” Det er små sætninger. Men de kan ændre næste skridt. Når virksomheder skal ind i partnerskabet Ungeløftet handler også om jobåbninger. Virksomheder kan tilbyde få timer, fritidsjob, praktik, ordinære jobåbninger eller andre indgange til arbejdsfællesskaber. Men mange virksomheder har brug for konkret viden. Hvad skal vi vide om den unge? Hvilken opgave passer? Hvor meget støtte er nødvendig? Hvem ringer vi til, hvis noget bliver svært? Hvad betyder “tydelige rammer” i praksis? Her kan civilsamfund og kommune sammen gøre matchet bedre. Hvis en forening allerede har set, at den unge fungerer godt med korte praktiske opgaver, kan det bruges. Hvis et gamingfællesskab har set, at den unge kan tage ansvar for nye deltagere, kan det bruges. Hvis en mentor ved, at den unge bliver presset af åbne aftaler, kan det bruges. Virksomheden behøver ikke kende hele historien. Den har brug for nok viden til at tage godt imod. Et fælles sprog beskytter også den unge Når mange aktører er omkring samme unge, kan sproget hurtigt blive uroligt. Der kan opstå mange fortællinger: Den unge er svær at få fat i. Den unge virker umotiveret. Den unge kan ikke holde aftaler. Den unge passer ikke ind. Men der kan også være en anden fortælling: Den unge møder op, når rammen er tryg. Den unge hjælper andre, når rollen er tydelig. Den unge har brug for en langsom start. Den unge har erfaringer fra fællesskaber, der kan bygges videre på. Et fælles sprog kan hjælpe med at holde fast i det hele menneske. Både det svære. Og det, der faktisk virker. Fagligt grundlag Beskæftigelsesministeriet beskriver Ungeløftet som et partnerskab på tværs af samfundsaktører, der skal skabe jobåbninger til unge uden uddannelse eller arbejde. Ungeløftet omfatter både nationale og lokale partnerskaber, og alle kommuner har tilsluttet sig ved at søge midler til IPS og Flere unge skal med. I den forbindelse har kommunerne forpligtet sig på at etablere lokale partnerskaber med virksomheder og civilsamfundorganisationer. Ungeløftet.dk beskriver, at civilsamfundsorganisationer kan stille deres viden og indsatser til rådighed i samarbejde med virksomheder og kommuner, tilbyde unge en plads i meningsfulde fællesskaber og bidrage til opsøgende, understøttende og vejledende arbejde for unge uden kontakt til kommunen. Denne artikel bruger de officielle rammer som baggrund. Selve samtalegrebet er praksisnært: Partnerskaber bliver stærkere, når erfaringer fra civilsamfund, foreninger, virksomheder og fagpersoner kan samles i et konkret sprog om styrker, vaner, støttebehov og næste skridt. Læs også Hvis du vil arbejde videre med partnerskaber, civilsamfund og fælles sprog, kan du også læse: IPS og fritidsinteresser: hvad borgerens eget mål betyder i praksis Ét fælles sprog fra KUI til jobcenter til mentor Gaming som indgang i KUI samtalen Bostedet og gaming: fra værelset til fællesskabet Gør partnerskabet konkret Når civilsamfundet, kommunen og virksomheden kan tale om den unges erfaringer i samme sprog, bliver det lettere at finde et næste skridt, der passer til mennesket.