Min vej ind i gaming — og hvordan det reddede mig
Gaming var mit frirum, da jeg var barn af en alkoholiker, og mit holdepunkt midt i misbruget. Her er historien om, hvordan spil holdt mig oppe.
· Martin Fritzen
Gaming har for mig aldrig bare været tidsfordriv. Det har været et frirum, et fællesskab og i de hårdeste perioder af mit liv noget, der reelt holdt mig oppe. Det her er historien om min vej ind i spillenes verden — fra et håndholdt Nintendo spil i en svær barndom, gennem næsten tyve år i misbrug, til i dag, hvor jeg gamer med mine døtre. Jeg fortæller den, fordi den ligger til grund for alt, hvad jeg laver i dag. Det begyndte med Donkey Kong I begyndelsen af 80'erne udgav Nintendo deres små håndholdte spil — dem med batterier, som man kunne tage med overalt. Jeg blev dødeligt forelsket i konsollen med to skærme og spillet Donkey Kong. Jeg var et barn af en mor med et alkoholmisbrug. Og det lille spil blev min frelse. Når jeg var alene. Når min mor var fuld. Når hun gik hjemmefra. Når jeg var hos min morfar, fordi min mor var indlagt. Donkey Kong — og Disneys lydbøger — var mit helle. Min hjælp. Det er værd at stoppe op ved, for det er her, det hele begynder. Allerede som lille fandt jeg ud af, at der fandtes et sted, jeg kunne gå hen, når virkeligheden var for svær. Det sted var inde i spillet. Et bat på en skærm hos Brian Mit første møde med computerspil var hjemme hos min ven Brian, omkring 1984. Jeg var meget hos Brian — især når min mor drak, og jeg ikke havde andre steder at være. Hans forældre havde en lille hjemmekonsol med Pong, Ataris simple tennisspil, hvor man styrede hvert sit bat og spillede en bold frem og tilbage. Allerede dengang oplevede jeg noget, der har fulgt mig lige siden: tiden forsvinder, når jeg gamer. Jeg fordyber mig i spillet, farten, historien — og bliver opslugt. Det var ret fedt at kunne det, når ens mor var pisse stiv og fik tæv af en eller anden morbid tåbe. Jeg skriver det så ligefremt, fordi det var sådan, det var. Og fordi det siger noget vigtigt om, hvad gaming kan være for et barn, der ikke har så mange andre steder at gå hen. Mario om natten I 1991 kom Super Mario Bros 3. Jeg kunne kun spille det, når jeg fandt penge nok til at leje en spillemaskine på den lokale benzinstation — omkring 275 kroner for 48 timer med to spil. Min mor lejede den nogle gange til mig. Så fik jeg min ven Stig på besøg, og vi spillede hele natten. Sådan huskede jeg det i hvert fald. Det har siden vist sig, at jeg spillede mest, mens Stig mest så på. Det er jeg faktisk lidt flov over i dag — at jeg var sådan en egoistisk lille klovn. Undskyld, Stig. Jeg tager det med, fordi det er ærligt. Gaming var et frirum, men jeg var også bare et barn, der greb det, der holdt mig oppe, med begge hænder. Da natten faldt på Fra jeg var fire, til jeg var seksten, spillede jeg fodbold fire til seks gange om ugen, flere timer hver dag. Jeg elskede det. Men når natten faldt på, lysene gik ud, og alt blev stille, var der ikke meget trøst at hente på en fodboldbane. Det var dér, gaming kom ind og fyldte. Når jeg sad hjemme med en fuld mor, der ikke altid var sin opgave voksen. Gaming kunne fylde de huller, jeg ellers mærkede som ensomhed, vold, sorg, kedsomhed og angst. Når jeg tændte for et spil, gemte og glemte jeg de negative følelser. Det var en flugt — men det var en flugt, der holdt mig i live. Gaming gennem misbruget Mit misbrug startede, da jeg var omkring fjorten, og varede til jeg var treogtredive. I de år levede jeg mange forskellige liv. Jeg havde job, og jeg var sygemeldt. Jeg var i parforhold, og jeg var alene. Jeg havde penge, og jeg følte mig fattig. Uanset hvordan livet så ud, var gaming den aktivitet, jeg kunne ty til, når alt blev for svært og uoverskueligt. Når jeg gamede, følte jeg mig glad, dygtig og engageret. Det var en helt anden følelse end at sidde og være "misbruger". Og spillede jeg med venner, fik jeg fællesskab og sammenhold oveni — også når vi "kun" spillede online. Det blev kun stærkere, når vi mødtes med hver vores maskine i samme rum. At tage computeren under armen, mødes med vennerne, game, se film, spise, sove, lære af hinanden — det er vildt, så meget det kan skabe og styrke venskaber. World of Warcraft, og det år alt ramlede I 2009 skete der noget skelsættende. Jeg var blevet single. Jeg var blevet fyret. Jeg sad alene på et lille, beskidt værelse med en seng, en elkedel og min bærbare. Jeg var i dybt misbrug og helt alene. Og det var her, jeg for første gang mødte World of Warcraft. Det er et stort online rollespil — en verden så enorm, at jeg kunne løbe rundt i den i timevis uden at nå kanten. Jeg lavede mig en dværgekriger, Daproton, godhjertet, glad for eventyr, bjerge og guld. Og jeg gik i gang. Efter et stykke tid mødte jeg nogle andre spillere, der hjalp mig med opgaver, jeg ikke kunne klare alene. Vi begyndte at skrive sammen, og de inviterede mig med til deres møde om søndagen klokken ni. Det viste sig, at de var en del af en guild — et fællesskab på over 300 mennesker, primært fra Nordeuropa. Den følgende søndag blev jeg optaget i guilden The Knights of the Old Ironforge. De havde et helt system af officerer, og jeg fik tildelt en patron — en slags vejleder, der skulle hjælpe mig med at udvikle mig og stige i graderne. Hver morgen stod jeg op, gik i bad, tog min medicin og gik i gang med at spille. Privat havde jeg det forfærdeligt. Jeg var ensom, uden penge, havde mistet kontakten til familie og venner, mistet job og kæreste — alt sammen på grund af mit misbrug. Alt var ramlet omkring mig. At finde World of Warcraft, blive en del af den guild og møde min patron, som jeg stadig har kontakt med i dag, blev en helt uvurderlig værdi for mig. Jeg gik fra at være alene og ensom til at være en del af et stærkt fællesskab. Fra at føle mig værdiløs til at mærke, at andre kunne lide mig og gerne ville have mig med. Fra dybt misbrug til en spirende følelse af, at livet faktisk kunne rumme noget godt. Det var i den tid, min ven René døde. Og det var i efteråret 2009, jeg kontaktede misbrugscentret og kom i behandling, som jeg afsluttede i sommeren 2010. Jeg var tilknyttet centret i næsten et år og kom igennem nedtrapning, abstinenser, kramper, svedeture, opkast og ensomhed. Men noget af det, der gav mig mod på livet og direkte glæde undervejs, var at spille World of Warcraft. Hvorfor jeg fortæller det her Jeg deler ikke det her for at romantisere gaming, og slet ikke for at se bort fra, at spil for nogle bliver et problem. Jeg deler det, fordi min historie har lært mig noget, jeg ikke kan ryste af mig: bag et menneske, der gamer meget, er der næsten altid en grund. Et behov. Et hul, der skal fyldes. Et frirum, der holder noget sammen. Da jeg sad på det værelse i 2009, var gaming ikke min flugt fra livet. Det var en af de tråde, der trak mig tilbage til det. I dag er jeg blevet far, og tiden er ikke den samme. Men når jeg tænder for et spil, hvor jeg bygger byer eller middelaldersamfund, nyder jeg det stadig fuldt ud. Og jeg gamer med mine døtre — nu som noget, vi deler, et helt andet sted i livet end dengang. Det er den erfaring, jeg bygger mit arbejde på i dag. For hvis man kan se hvorfor gaming betyder så meget for et menneske, så kan man også begynde at se mennesket bag skærmen. Og det er der, alt det vigtige begynder.