LAN — hele kulturen, lettelsen og kablet på 100 meter
Slæbet, lugten af støvet udstyr, "ER DER NET?!", den onde pizza og venskaber for livet. En kærlighedserklæring til LAN-kulturen gennem 30 år.
· Martin Fritzen
LAN står for "local area network", og ingen aner vist hvad det betyder i dag. Men engang betød det, at man slæbte alt sit udstyr — computer, skærm, det hele — hen til en ven, forbandt det med kabler og skabte sit eget lille netværk, så man kunne game sammen. Forældre forstod det ikke. Og for os, der var med, skete der noget i de rum, som jeg stadig synes er noget af det smukkeste ved gaming. Det her er en kærlighedserklæring til hele den kultur — slæbet, maden, det der altid går galt, og de venskaber, der holder hele livet. To verdener, der ikke talte sammen Da jeg var ung, var vores venskabsgrupper klart delt op. Der var "gaming og it", og der var "sport". Og de talte ikke rigtig sammen og forstod ikke rigtig hinanden. Kun nogle få gjorde. Jeg gjorde. Jeg befandt mig fint til fodbold og fint til gaming. Eller dvs. — jeg var, og er, på ingen måde så dygtig til it som de bedste nørder, jeg kendte og kender, sagt med al kærlighed. Men jeg kunne lide begge verdener, og derfor så jeg tidligt noget, mange overser: at gaming fællesskabet kan præcis det samme som sportsfællesskabet. Det ser bare anderledes ud udefra. Slæbet — en blandet fornøjelse Det begynder altid med udstyret. Og det har altid været en virkelig blandet fornøjelse, uanset om man skal til LAN med 900 eller mødes med sine fire venner. Man pakker alle sine ting sammen derhjemme. Pakker det ind i dyner og tæpper for at passe på det. Slæber det på tværs af landet eller byen. Pakker det ud igen. Sætter det op. Nogen bemærker, hvor klamt og støvet udstyret er, når det endelig kommer ud i offentligheden — andre not so much. Og så får man endelig sat det hele op og tænder. Og... bip. Lyden fra maskinen, der starter. Arhhh. En kropslig lettelse. Derfra følger flere lettelser. Skærmen tænder. Man logger ind. Og man ser internettet — ikonet. Virker det? Jeg har altid logget på dr.dk for at tjekke, om der var net. Ofte var der ikke. Så sad man der og kunne begynde at ordne sine mapper på computeren eller tømme sin skraldespand eller spille et offline spil, mens det lød alle steder: "Jeg har ikke net på min..." Zzzz. Men følelsen, når udstyret tænder, alt virker, og nettet virker — ahhh. Så kan man rejse sig, gå en tur og slappe af. Så er man landet. Maden, der aldrig har ændret sig Jeg har oplevet mad til LAN gennem 30 år, og den har stort set ikke ændret sig. Hvis jeg pakkede en taske med slik, cola, chips og pølsehorn, toast eller pizza nu, ville det gå til LAN. Den havde også gået i 1994. Maden bærer præg af, at det skal være noget, man kan spise gående til og fra — eller ved sin plads. Nogle steder er man begyndt med gadekøkkener. Jeg var faktisk til LAN i Budapest omkring 2021, hvor de havde lavet en hel lang grill udenfor og grillede kød, kylling, pølser og bøffer, og så kunne man få salat og pommes til. Det var klasse og kostede vist 30 kroner for en tallerken. Det har jeg aldrig set hverken før eller siden. Men lækkert var det. Og så sker der noget i de her år: flere skoler og foreninger sørger for fællesspisning og rigtig mad, når der er gaming. Man pauser lige alt i 30 60 minutter og spiser lasagne sammen og går måske en tur. Det har jeg været med til flere steder, blandt andet i Sørby Esport, og det har altid været mega hyggeligt. Der sker noget særligt, når en flok gamere rejser sig fra skærmene på samme tid og bare spiser sammen. Strøm og net — bold og mål Internet og strøm til et LAN er, hvad bold og mål er til fodbold. Uden dem, intet LAN. Og det går næsten altid galt. Man undervurderer, hvor meget strøm der skal til. Og typisk holder en skole, en klub eller nogen et LAN uden lige at have clearet med kommunens it afdeling, at de skal bruge en port uden begrænsninger og firewalls. Så når man sætter op og skal game, er der masser af net — kommunens sikkerhedsforanstaltninger sørger bare for, at ingen rent faktisk kan game. Et af de første LAN, jeg var med til at lave i foreningsregi, havde vi en mand til at stå for strøm og netværk. Det var fint, det havde han styr på. Han satte net op og en switch, som de 40 gæster kunne sætte deres netværkskabel i, og så var vi klar. Han havde bare ikke fortalt os, at vi kun havde 20 MB forbindelse — til 40 gæster. Så alle blev smidt af nettet konstant, fordi for mange ville for meget på en forbindelse, der var for lille. Mark og jeg måtte rende en hel skole og sfo rundt med et netkabel på 100 meter for at undersøge hver eneste netværksport i væggene. Vi satte et stik i en port, og man råbte: "ER DER NET?!" Spørgsmålet blev gentaget af et par stykker hele vejen og endte inde i lokalet, hvor switchen stod. Man tjekkede. Intet net, nej. Og svaret kom tilbage gennem hele kæden: "NEJ, DET VIRKER IKKE!" Og så en ny port. Forfra. Efter et par timer fandt vi dog en port med nok net, og det blev en god weekend alligevel. Det gør det næsten altid. Det, der går galt, bliver bare til de historier, man griner af bagefter. Fællesskab på to sekunder Når alt så endelig kører, sker der noget, jeg synes er smukt. Tænk på en fodboldlandskamp. Er du til landskamp, skal du bare i parken med en rød trøje på — så er du med. Så kan du tale med alle, kramme alle, synge med alle. Der er fællesskab på to sekunder. Et LAN gør det samme. Er du i lokalet og har dit udstyr med, så er du med i flokken. Så har du spist skovsneglen, hvis du forstår sådan en reference. Og så har du reel mulighed for at sidde og game alt det, du vil, uden nogen ser skævt til dig eller undrer sig. Tværtimod — flere kommer hen til dig og spørger: "Hvad spiller du?" Eller: "Hvad er det, du laver?" Eller: "Hvilken maskine, grafikkort, mikrofon har du?" Tilhørsforholdet er der med det samme. Bare fordi du er der og har gear med. Hvad der egentlig sker i rummet Og hov — så sker der noget særligt interessant psykologisk. Vi får mulighed for at se, hvad andre laver, og spejle os i andre, der laver det, vi elsker. Det giver fællesskab og en følelse af tryghed. Men der er også mulighed for at vise, hvad vi laver, til andre — som når børn viser deres tegning, eller råber "SE MIG!!! JEG LAVER EN KOLBØTTE!" for 500. gang. Så et LAN gør faktisk mange ting på én gang. Det er omgående fællesskab, simpelthen fordi man er der og har gear med. Du kan selv google begrebet "det fælles tredje" og Michael Husen. Man bliver set og spejlet, og man har også selv mulighed for at se andre og spejle dem. Og så kommer samtalerne, konkurrencerne, de sjove tiltag — og herfra opstår nye venskaber. Man kommer til at tale med en, man synes er hyggelig, man tilføjer hurtigt personen på Discord eller i et spil eller på telefonen, og så er forbindelsen opstået. Bum. Lige der. Venskaber for livet Og det er dét, der bliver tilbage, når skærmene er slukket og udstyret er slæbt hjem igen: menneskene. Der bliver skabt venskaber for livet til LAN. Det lyder måske stort, men det er sandt. Jeg mødte min patron i World of Warcraft i 2009, da jeg sad alene på et værelse i dybt misbrug — og ham har jeg stadig kontakt med i dag. Den slags forbindelser opstår, fordi man deler noget ægte: man sidder sammen, ofte hele natten, fordyber sig i det samme, hjælper hinanden, taber og vinder sammen. Det binder folk sammen på en måde, der holder. Jeg kender mennesker, hvis nærmeste venner gennem 20 år er nogen, de mødte med en computer under armen til et LAN. Det er værd at sige højt, fordi det går imod billedet af gameren som en, der sidder alene og isolerer sig. For mange er det stik modsatte sandt: LAN og gaming fællesskaberne er dér, de har fået deres tætteste venner. Den lille forskydning, der forandrer alt De mindre LAN — en flok venner eller nogle fra klassen — kan det samme. Og det er ret fedt, for her kan opstå en social forskydning, også en hierarkisk forskydning i klassen eller på årgangen. Det, jeg har oplevet, er børn, der måske ikke er verdens bedste til at læse eller til matematik, pludselig være dygtige til it. De kompetencer er bare ikke gavnlige fra man er 8 til 15. Det er først i gymnasiet eller på hhx, hvor "det der it" får en reel værdi. Men jeg har set klassens bølle, klassens klovn, have en kø ved sin pc, fordi det meste af klassen stod der for at få hjælp til noget på deres telefon eller konsol. Der blev hele tiden kaldt: "Benny! Bennyyyy, vil du hjælpe mig?!" Og så gik klassens bølle fra at være udskældt og dårlig i skolen til at være ham, alle kalder på, og alle har brug for hjælp fra. Det er ret smukt. Og det siger noget vigtigt: kompetencer, der ikke tæller i ét rum, kan være guld i et andet. Mennesket er det samme — det er rummet, der afgør, om styrken bliver set. Når en voksen sætter sig med At spille sammen kan noget virkelig skønt. Især hvis man som voksen sætter sig med, spiller med, stiller lidt spørgsmål, laver en ond pizza og er nysgerrig på alle de små glimt af genialitet, der foregår ved skærmene. For der foregår mere, end man tror. Der bliver samarbejdet, hjulpet, ledt, lært fra sig og løst problemer hele tiden. Man skal bare være i rummet og være nysgerrig nok til at få øje på det. Og når man først gør det, opdager man, at et LAN ikke er en flok unge, der bare sidder ved skærmen. Det er et fællesskab, der laver alt det, vi ellers roser fællesskaber for — det ser bare anderledes ud, end vi er vant til.