Hvordan taler man med voksne gamere i jobcenteret?
Voksne gamere bliver ofte mere misforstået end unge — og barnliggjort. Sådan møder man dem med respekt for det, de har bygget op gennem år.
· Martin Fritzen
Voksne, hvor gaming har fyldt meget i mange år, bliver ofte mødt med endnu mindre forståelse end unge gamere — og nogle gange barnliggjort. Men en voksen med tusindvis af timers spil bag sig har bygget noget op, præcis som et menneske med en lang erfaring fra noget andet. At møde det med respekt frem for som et problem, der burde være vokset fra, er som regel den eneste vej til en reel samtale. En overset gruppe Når man taler om gaming og beskæftigelse, handler det ofte om unge. Men der findes en gruppe voksne i 30'erne og 40'erne, hvor gaming har fyldt gennem store dele af livet, og hvor skole, uddannelse, arbejde og tidligere systemforløb måske er slået fejl undervejs. De bliver let mere misforstået end de unge. For en ung kan gaming opfattes som en fase, man vokser fra. For en voksen kan den samme adfærd blive set som et tegn på, at noget er gået grundlæggende galt — at man "burde være kommet videre". Den dom mærker de fleste, også når den ikke siges højt. Faren ved at barnliggøre En af de mest skadelige ting i mødet med en voksen gamer er at behandle deres interesse som noget barnligt. "Synes du ikke, det er på tide at lægge spillene væk?" signalerer, at man ser dem som et menneske, der ikke har taget ansvar for sit eget liv. For et voksent menneske, der måske i forvejen bærer rundt på en følelse af nederlag i forhold til arbejde og uddannelse, lukker den slags samtalen øjeblikkeligt. Man bekræfter præcis den fortælling, de frygter mest om sig selv — og man overser samtidig, at der bag de mange timer kan ligge reel erfaring, struktur og kompetence. Mød erfaringen, ikke problemet Det, der ofte virker bedre, er at møde de mange timers gaming som man ville møde enhver anden lang erfaring: med interesse for, hvad personen har bygget op. En voksen, der har spillet det samme spil i ti år, har vedholdenhed, de færreste lægger mærke til. En, der har ledet et fællesskab online, har erfaring med at organisere mennesker. En, der har fordybet sig i komplekse systemer gennem år, har en form for tænkning, som mange fag efterspørger. Det ændrer ikke på, at de står et svært sted lige nu — men det giver et helt andet udgangspunkt for samtalen. Når man spørger ind med respekt — "fortæl mig om det, du har brugt så meget tid på" — i stedet for at antyde, at tiden var spildt, åbner man for et menneske, der faktisk har noget at byde på. Værdighed som forudsætning For en voksen i den situation er værdighed ikke en høflighed — det er forudsætningen for, at samtalen overhovedet kan føre nogen steder hen. De har som regel hørt rigeligt om, hvad de ikke har opnået. Det, der kan rykke noget, er at blive mødt som et helt menneske med erfaringer, der tæller, frem for som en sag, der er gået i hårdknude. Derfra kan man begynde det egentlige arbejde: at oversætte det, de har bygget op, til noget, der kan bruges i arbejde eller uddannelse. Men det begynder med, at nogen tager dem og det, de kan, alvorligt.