Hvordan skaber man tillid til unge, der har mistet tilliden til systemet?
Unge, der har mistet tilliden til systemet, reagerer ikke på endnu en plan — men på om nogen prøver at forstå dem. Sådan bygger man relation først.
· Martin Fritzen
Unge, der har mistet tilliden til systemet, reagerer sjældent på endnu en handleplan. De reagerer på, om mennesket foran dem faktisk prøver at forstå dem. Tillid bygges ikke gennem krav og mål, men gennem at begynde et sted, hvor den unge har erfaring og værd — og lade relationen komme før retningen. Det tager tid, men det er som regel den eneste vej, der bærer. Hvorfor tilliden er væk Mange af de unge, en fagperson møder, har en lang historie med systemet bag sig. Møder, der ikke førte nogen steder. Handleplaner, de ikke var med til at lave. Krav, de ikke kunne leve op til. Voksne, der skiftede ud, før der nåede at opstå noget. Og en følelse, gentaget mange gange, af ikke at blive forstået. Når man har den bagage med, reagerer man ikke på endnu en velmenende voksen med en ny plan. Man beskytter sig. Ikke af trods, men fordi erfaringen siger, at det alligevel ender med skuffelse. For den unge er mistilliden en rimelig konklusion på det, de har været igennem. Det er vigtigt at forstå, for det betyder, at tilliden ikke kan kræves eller forhandles frem. Den skal genopbygges, langsomt, gennem noget andet. At begynde et sted, der ikke gør ondt Det, der ofte åbner, er at begynde et sted, hvor den unge har erfaring og succes — ikke der, hvor de har mødt nederlag. For mange er det gaming eller en anden fritidsinteresse: et sted, hvor de stadig oplever at kunne noget, og hvor de gerne fortæller, hvis nogen spørger med ægte interesse. Når man møder den unge dér, signalerer man noget vigtigt uden at sige det højt: jeg er nysgerrig på dig, ikke på din sag. Og for en ung, der er vant til at blive set som et problem, der skal løses, kan det i sig selv være begyndelsen til noget nyt. Lad den unge være eksperten En af de mest tillidsskabende ting, man kan gøre, er at lade den unge korrigere billedet af sig selv. I systemet er det som regel de voksne, der beskriver den unge — i journaler, vurderinger og planer. Det vender magtforholdet på en måde, der sjældent fremmer tillid. Når man i stedet spørger og lytter, og lader den unge sige "nej, sådan er det ikke, det er mere sådan her", sker der noget. Den unge oplever for måske første gang i lang tid at have ordet om deres eget liv. At blive taget alvorligt som ekspert på sig selv er en stærk modgift mod følelsen af at være en sag, der bliver behandlet. Relation før retning Det her er kernen: relationen skal komme før retningen. Det er fristende — og ofte forventet — at komme hurtigt til mål, plan og næste skridt. Men for en ung uden tillid er rækkefølgen afgørende. Først når den unge mærker, at nogen faktisk har set dem og taget dem alvorligt, er der en relation at tale ud fra. Og en relation kan bære en samtale om det svære — om fremtid, krav og forandring — som ellers ville være lukket. Reel udvikling vokser sjældent ud af pres. Den vokser ud af at blive forstået først. Tålmodigheden er ikke spildt At bygge tillid på den måde tager længere tid, og det kan føles som om, man udsætter den egentlige opgave. Men en relation, der holder, er som regel det, der gør hele forskellen mellem en plan, der bliver til noget, og en, der falder fra hinanden, så snart det bliver svært. Den unge, ingen kunne nå, kan ofte nås — det kræver bare, at nogen tør begynde med mennesket frem for med målet.