Hvordan finder man styrker hos en ung, der ikke selv kan se dem?
Nogle unge kan godt fortælle, hvad de gør. De kan bare ikke kalde det styrker. Derfor begynder samtalen ikke med "hvad er du god til?", men med konkrete situationer, roller og handlinger — for eksempel fra gaming.
· Martin Fritzen
Når en ung uden job og uddannelse ikke kan se sine egne styrker, kan det være svært for fagpersonen at komme videre. "Hvad er du god til?" "Det ved jeg ikke." "Hvad lykkes du med?" "Ingenting." "Hvad kan du bidrage med?" "Det ved jeg ikke." På papiret kan det ligne lav selvindsigt. I samtalen kan det ligne manglende motivation. Men ofte er problemet noget andet: Den unge har måske aldrig fået hjælp til at oversætte det, de faktisk gør, til et sprog om styrker. De kan godt fortælle om spillet. De kan godt fortælle om holdet. De kan godt fortælle om en konflikt. De kan godt fortælle om noget, de har øvet sig på. De kan bare ikke nødvendigvis høre kompetencen i det selv. Det er her, fagpersonen får en vigtig rolle. Ikke ved at fortælle den unge, hvem de er. Men ved at lytte efter styrkerne i det konkrete. Styrker lyder sjældent som styrker først Når en ung beskriver sin egen hverdag, kommer styrkerne sjældent pakket ind i flotte ord. De siger ikke: "Jeg har høj vedholdenhed." "Jeg er god til konflikthåndtering." "Jeg har stærke samarbejdskompetencer." "Jeg kan bevare overblik under pres." De siger måske: "Jeg prøver bare igen." "Jeg plejer at forklare de andre, hvad de skal gøre." "Jeg bliver sur, men jeg logger ikke af." "Jeg hjælper tit de nye." "Jeg kan godt lide at finde ud af, hvordan ting virker." "Jeg er den, der holder styr på, hvornår vi spiller." Det lyder hverdagsagtigt. Næsten for småt. Men det er ofte dér, styrkerne ligger. Fagpersonens opgave er ikke at pynte på fortællingen. Opgaven er at undersøge den. Hvad betyder det, at den unge bliver ved? Hvad kræver det at forklare andre noget? Hvad sker der, når de tager ansvar for en gruppe? Hvilke færdigheder bruger de, når de lærer et nyt spil eller hjælper en anden ind i fællesskabet? Styrken ligger ikke i ordet. Den ligger i handlingen. Start dér, hvor den unge har erfaring Hvis en ung ikke kan se egne styrker, hjælper det sjældent at spørge mere direkte. "Hvad er dine styrker?" bliver ikke lettere, bare fordi man spørger venligt. For mange unge er spørgsmålet for abstrakt. Det kræver, at de både kan huske konkrete situationer, forstå sig selv udefra, vælge de rigtige ord og turde sige noget positivt om sig selv foran en myndighedsperson. Det er meget at bede om. Derfor virker det ofte bedre at starte med noget, den unge har direkte erfaring med. For nogle er det gaming. Hvad spiller du? Hvem spiller du med? Hvad gør du, når I taber? Hvad gør du, når nogen ikke forstår taktikken? Hvornår bliver du ved? Hvornår giver du op? Hvem hjælper du? Hvem hjælper dig? Hvad er du blevet bedre til over tid? De spørgsmål beder ikke den unge om at præstere selvindsigt. De beder dem bare fortælle om noget, de kender. Og mens de fortæller, kan styrkerne begynde at blive synlige. Lyt efter mønstre En enkelt fortælling kan være interessant. Flere fortællinger kan vise et mønster. Hvis den unge igen og igen beskriver, at de øver sig, fejler, ser guides og prøver igen, er der måske vedholdenhed og læringsstrategi at undersøge. Hvis de beskriver, at de ofte ender med at forklare andre, hvad der skal ske, er der måske kommunikation og overblik. Hvis de fortæller, at de holder styr på gruppen, aftaler tidspunkter eller sørger for, at nye kommer med, kan der være ansvar, struktur og fællesskab. Hvis de bliver ved med at vende tilbage til, hvordan stemningen på holdet fungerer, kan der være social opmærksomhed og rolleforståelse. Det afgørende er, at fagpersonen ikke skynder sig at konkludere. Det virker bedre at prøve sproget af sammen. "Det lyder som om, du bliver ret vedholdende, når du først vil lære noget. Er det rigtigt forstået?" "Kunne man kalde det overblik, eller passer det ord ikke?" "Du siger, at du tit hjælper de nye. Er det noget, du selv lægger mærke til?" "Hvad ville dine teammates sige, du bidrager med?" Så bliver styrker ikke noget, fagpersonen lægger ned over den unge. Det bliver noget, de undersøger sammen. Når styrker skal opdages uden at blive romantiseret Der er en vigtig balance her. Det handler ikke om at gøre al gaming til kompetenceudvikling. Det handler heller ikke om at fortælle den unge, at alt de gør online automatisk er arbejdsmarkedsrelevant. Det ville være useriøst. Men det er lige så useriøst at afvise gaming som "bare spil", uden at undersøge hvad der faktisk sker. Nogle unge gamer mest alene som pause. Nogle gamer for at lukke verden ude. Nogle spiller på en måde, der ikke umiddelbart peger på mange sociale eller beskæftigelsesrettede kompetencer. Det skal der også være plads til. Men andre unge har reelle erfaringer med hold, roller, kommunikation, ansvar, strategi, problemløsning og fællesskaber. Man ved det ikke, før man spørger. Derfor er den gode samtale hverken romantiserende eller dømmende. Den er nysgerrig, konkret og undersøgende. Sproget kan ændre selvbilledet Når en ung hører sine egne handlinger oversat til styrker, kan det flytte noget. Ikke nødvendigvis med det samme. Ikke dramatisk. Men nok til at samtalen kan få et andet afsæt. "Jeg prøver bare igen" kan langsomt blive til "måske giver jeg faktisk ikke så nemt op." "Jeg forklarer bare de andre, hvad de skal gøre" kan blive til "måske er jeg god til at skabe overblik." "Jeg hjælper bare nye spillere" kan blive til "måske er jeg faktisk god til at støtte andre." Det betyder noget, fordi mange unge uden job og uddannelse har hørt meget om det, der ikke fungerer. Fravær. Afbrudte forløb. Manglende fremmøde. Manglende retning. Manglende plan. Når samtalen i stedet begynder i noget, den unge faktisk gør, kan der opstå en lille revne i det gamle selvbillede. Ikke som ros for rosens skyld. Men som genkendelse. "Det her har jeg faktisk gjort." "Det her kan jeg måske noget med." "Det her kunne måske bruges et andet sted." Det er her, styrker bliver mere end pæne ord. De bliver et muligt næste skridt. Fagpersonen behøver ikke have alle ordene klar Det kan være svært for en travl sagsbehandler, ungevejleder eller jobkonsulent at nå at oversætte alt i samtalen. Man skal både skabe kontakt, lytte, holde rammen, tænke i muligheder, forholde sig til regler og dokumentere bagefter. Og hvis gamingverdenen samtidig er fremmed, bliver opgaven endnu sværere. Derfor kan et samtaleværktøj være en hjælp. Når den unge svarer på konkrete spørgsmål om gaming, kan svarene omsættes til en kompetenceprofil i almindeligt sprog. Profilen kan pege på beskæftigelseskompetencer, personlige kompetencer og sociale kompetencer. Den kan også give fagpersonen en spørgeguide, så samtalen ikke afhænger af, om fagpersonen selv kender spillet. Så bliver profilen et fælles tredje. Noget man kan kigge på sammen. Noget den unge kan genkende eller afvise. Noget fagpersonen kan spørge ud fra. Noget der gør styrkerne lettere at tale om. Det er ikke en vurdering, der skal stå alene. Det er et afsæt. Fra styrke til næste gode skridt Når den unge begynder at se egne styrker, bliver det lettere at tale om retning. Ikke nødvendigvis den store livsplan. Måske bare næste gode skridt. Hvis profilen peger på vedholdenhed og læring, kan man tale om et kursus eller et praksisforløb. Hvis den peger på kommunikation og hjælp til andre, kan man undersøge service, support, pædagogiske miljøer eller frivillige fællesskaber. Hvis den peger på struktur og ansvar, kan man tale om opgaver, hvor nogen regner med én. Det vigtigste er ikke, at man rammer rigtigt første gang. Det vigtigste er, at samtalen ikke længere starter fra ingenting. Den starter fra noget, den unge faktisk har gjort. Noget der kan undersøges. Noget der kan få sprog. Noget der kan blive til en lille retning. Det er sådan styrker nogle gange findes: ikke ved at spørge den unge, hvad de er gode til, men ved at lytte længe nok til det, de allerede gør.