Hvad siger forskningen egentlig om gameres kompetencer?
Rumlig forståelse, multitasking, vedholdenhed, problemløsning, samarbejde. Her er forskningen bag gameres kompetencer — og hvorfor brancher tager dem alvorligt.
· Martin Fritzen
At gaming kan udvikle reelle kompetencer, er ikke bare noget, jeg synes, fordi jeg selv elsker at game. Det er noget, forskningen faktisk peger på. Studier viser, at gaming kan styrke rumlig forståelse, multitasking under pres, vedholdenhed, problemløsning og samarbejde — kompetencer, der rækker langt ud over skærmen. Her er et overblik over, hvad vi ved, og hvorfor flere brancher er begyndt at tage gameres styrker alvorligt. Når erhvervslivet får øje på gamerne For nogle år siden begyndte flere brancher at se mere seriøst på gamere og de kompetencer, de udvikler gennem spil. Og det giver god mening. For når man gamer meget — især i organiserede rammer — træner man ikke kun spillet. Man træner også overblik, samarbejde, beslutninger, kommunikation, strategi, problemløsning, vedholdenhed og evnen til at reagere hurtigt under pres. Det Blå Danmark, paraplyen over de maritime fag som shipping, skibsfart og offshore, har tidligere arbejdet med at rekruttere gamere — netop fordi gamere kan noget særligt. Multitasking. Strategisk tænkning. Evnen til at flytte opmærksomhed uden at miste fokus. Reaktionsevne. Beslutningsevne. Samarbejde. Overblik. Alt sammen færdigheder, man sagtens kan udvikle gennem gaming, og som i bestemte sammenhænge er guld værd på en arbejdsplads. Det samme så man i en periode hos Forsvaret, hvor gamere blev fremhævet for deres evne til at skabe og bevare overblik under pres, reagere hurtigt, samarbejde og orientere sig rumligt i komplekse situationer. Om Forsvaret stadig rekrutterer sådan i dag, ved jeg ikke — og det er heller ikke det vigtigste. Det vigtige er pointen: gaming kan udvikle kompetencer, der rækker langt ud over skærmen. Lad os se på, hvad forskningen faktisk siger. Det, hjernen lærer: rumlig forståelse og multitasking Et stort studie af Uttal og kolleger samlede resultaterne fra 217 forskningsstudier om træning af rumlig forståelse — altså evnen til at orientere sig i og forstå rum og former. De fandt ikke bare, at rumlig forståelse kan trænes. De fandt, at gaming af helt almindelige, kommercielt tilgængelige skydespil forbedrede den rumlige forståelse lige så meget som formelle skole og universitetsfag, der er skabt specifikt til at træne netop det. Lad det lige synke ind. Et spil, man køber i butikken og spiller for sjov, trænede den rumlige forståelse lige så godt som fag, der var designet til formålet. Et andet studie, af Chiappe og kolleger, undersøgte multitasking under pres. 53 studerende uden erfaring med actionspil blev testet i deres evne til at håndtere flere opgaver på én gang. Halvdelen spillede derefter actionspil mindst fem timer om ugen i ti uger. Da alle blev testet igen, var den gruppe, der havde spillet, klart bedre til at overskue flere opgaver samtidig. Actionspil kan altså træne evnen til at holde mange bolde i luften. Det, der driver os: vedholdenhed og problemløsning Ventura og kolleger undersøgte sammenhængen mellem gaming og vedholdenhed. De gav studerende svære gåder og anagrammer og målte, hvor længe de blev ved med de uløselige opgaver, før de gav op. Det viste sig, at de, der gamede meget, også var de mest vedholdende. De blev simpelthen ved længere. Det giver mening for enhver, der har gamet. Man dør i et spil, prøver igen, dør igen, og bliver ved — til man endelig knækker det. Den vedholdenhed sætter sig. Adachi og Willoughby kiggede på næsten 1.500 unge og fandt, at de, der spillede strategiske spil som rollespil og strategispil, rapporterede bedre problemløsningsevner end dem, der mest spillede hurtige action og racingspil. Og — interessant — de bedre problemløsningsevner hang også sammen med højere karakterer i skolen. Det, der er mere nuanceret: følelser Her bliver det vigtigt at være ærlig, for forskningen peger ikke kun i én retning. Gaetan og kolleger undersøgte følelsesmæssig funktion hos 159 unge og fandt noget tankevækkende: de unge, der gamede regelmæssigt, oplevede deres følelser mere intenst — men udtrykte dem mindre og havde sværere ved at sætte ord på dem. Det er værd at lægge mærke til. Gaming kan altså hænge sammen med stærke kompetencer og samtidig pege på et område, hvor nogle unge har brug for støtte — især når det handler om at sætte ord på, hvordan de har det. Begge dele kan være sande på én gang. Og det er præcis derfor, relationen og samtalen er så vigtig: tallene fortæller os noget om en gruppe, men aldrig hele historien om det enkelte menneske foran os. Det, vi gør sammen: det sociale Durkin og Barber fulgte over 1.300 16 årige og fandt ingen negative effekter af gaming — men derimod positive sammenhænge med blandt andet familienærhed, deltagelse i sport, skoleengagement, mental sundhed og vennenetværk. Deres konklusion var, at gaming kan bidrage positivt til unges sociale udvikling. Og Gentile og kolleger samlede tre studier fra Singapore, Japan og USA, der alle viste det samme: børn og unge, der spiller spil bygget op om at hjælpe hinanden, udviser mere hjælpsom adfærd — også på længere sigt. Endda voldelige spil kan styrke det sociale, så længe de handler om samarbejde frem for individuel konkurrence. Hvad det hele betyder Lad mig være ærlig om, hvad det her ikke siger. Det siger ikke, at alle gamere automatisk er klar til arbejdsmarkedet. Det siger ikke, at gaming i sig selv løser noget som helst. Men det siger, at vi bør tage gameres kompetencer alvorligt. For mange gamere har allerede trænet færdigheder i tusindvis af timer, som andre mennesker først møder langt senere — i uddannelse, job eller foreningsliv: At samarbejde. At kommunikere under pres. At evaluere sine fejl. At lægge en strategi. At øve sig. At tabe og prøve igen. At tage imod feedback. At forstå sin rolle på et hold. At bevare overblikket, mens det hele går stærkt. Det er kompetencer. Rigtige kompetencer. Og når vi skaber sunde rammer omkring gaming, kan vi hjælpe mennesker med at forstå, oversætte og bruge de kompetencer i deres liv uden for spillet. I skolen. I uddannelse. I job. I fællesskaber. Og måske vigtigst af alt: i deres egen forståelse af, hvem de er, og hvad de faktisk kan.