Hvad lærer man af at træne et børnehold?
En frivillig træner kan få erfaring med ansvar, planlægning, relationer og kommunikation. Sådan spørger du styrkerne frem.
· Martin Fritzen
En ung kan have trænet et børnehold hver tirsdag i to år og stadig sige: "Jeg har ikke rigtig nogen erfaring." Det er en sætning, der bør få en fagperson til at stoppe op. For hvem åbner hallen? Hvem stiller keglerne ud? Hvem får otte børn til at høre efter på samme tid? Hvem forklarer øvelsen igen, fordi halvdelen kiggede på en vandflaske, en snørebåndsknude eller en due udenfor? Hvem trøster barnet, der ikke tør være med? Hvem tager snakken med forælderen, der synes, deres barn burde spille mere? Hvem får træningen til at fungere, også når planen ramler efter tre minutter? Det gør træneren. Og den erfaring kan være mere værd, end den unge selv forstår. Trænerrollen er ansvar for mennesker At træne et børnehold kræver mere end at kende sporten. Det kræver, at man kan skabe en ramme, hvor børn tør prøve, fejle, grine, vente på tur, høre efter og være en del af et fællesskab. For en ung træner kan det være første gang, nogen forventer, at de tager ansvar for andre mennesker. Ikke bare sig selv. Andre. Børn, der spørger, forældre der kigger, en forening der regner med dem, og en træning der skal hænge sammen. Det er en stærk samtaleindgang. Særligt når den unge selv tror, at det bare var "lidt træner". Den unge kalder det sjældent ledelse Mange frivillige trænere bruger små ord om store opgaver. De siger: "Jeg hjalp bare lidt." "Jeg var bare hjælpetræner." "Jeg tog bare de små." "Jeg lavede bare opvarmning." Ordet "bare" kan gemme på meget. Måske har den unge stået med 14 børn i en hal. Måske har de lært at forklare en øvelse på tre forskellige måder. Måske har de taget imod et barn, der havde svært ved at komme ind i fællesskabet. Måske har de lært at holde ro, når børnene larmer, og forældrene står på sidelinjen med korslagte arme og den dér "jeg har bare et godt råd" energi. Det er værd at få frem. Fem ting en børnetræner ofte lærer 1. At skabe struktur En træning skal have form. Der skal være en begyndelse, nogle øvelser, pauser, skift, måske en kamp og en afslutning. Børn mærker hurtigt, når rammen er løs. Så begynder energien at flyde ud i alle retninger. Pludselig er én på vej ud efter sin mor, to diskuterer reglerne, og en tredje har opfundet en helt ny sport med en kegle. En træner lærer at skabe struktur i bevægelse. Det kan være: at planlægge øvelser at tilpasse sværhedsgrad at samle gruppen at forklare kort at holde tiden at ændre planen, når noget ikke fungerer Det er praktisk ledelse. Og praktisk ledelse er ofte meget mere konkret end flotte ord om "ansvar". 2. At kommunikere, så andre forstår det Børn forstår ikke altid lange forklaringer. De forstår billeder, gentagelser, kropssprog og tydelige beskeder. En træner lærer hurtigt, at en instruktion skal kunne lande hos forskellige børn på samme tid. Nogle skal se øvelsen. Nogle skal prøve den. Nogle skal have den forklaret roligt. Nogle skal have færre ord og mere handling. Det er kommunikation. Ikke PowerPoint kommunikation. Rigtig kommunikation. Den slags hvor man kan se på modtageren, om budskabet landede. 3. At tage ansvar for stemningen En børnetræner arbejder med stemning hele tiden. Er børnene trygge? Er de med? Er der nogen, der bliver holdt udenfor? Er der nogen, der fylder for meget? Er der nogen, der har brug for en opgave for at falde til ro? Et godt træningsmiljø opstår ikke af sig selv. Nogen sætter tonen. Nogen siger goddag. Nogen stopper drillerier. Nogen roser forsøget. Nogen hjælper barnet tilbage, når det gik galt. En ung træner kan have lært rigtig meget om mennesker gennem den slags situationer. 4. At håndtere konflikter Børn bliver uenige. Om regler. Om hold. Om hvem der var først. Om hvorvidt bolden var ude. Om alt muligt. En træner lærer at gå ind i små konflikter uden at gøre dem større. Det kan kræve ro, tydelighed og retfærdighedssans. Spørg den unge: "Hvad gjorde du, når børnene blev uvenner?" "Hvem var sværest at få med?" "Hvordan fik du ro på gruppen?" "Hvad gjorde du, når nogen blev ked af det?" Svarene kan sige meget om dømmekraft. 5. At møde stabilt Mange børnehold hænger på frivillige. Når træneren kommer, kører træningen. Når træneren aflyser, mærker børnene det. Derfor er mødestabilitet en vigtig del af trænerrollen. Den unge har måske lært at møde op, også når de var trætte. At være klar til tiden. At huske udstyr. At tage ansvar, fordi andre glædede sig. Det er en erfaring, der kan bruges i mange samtaler om uddannelse, praktik og job. Spørg ind til situationer, ikke titler Hvis du spørger: "Har du været leder?" …svarer mange unge nej. Hvis du spørger: "Hvad gjorde du, når børnene ikke hørte efter?" …får du en fortælling. Det er der, styrkerne ligger. Gode spørgsmål kan være: "Hvad havde du ansvar for til træning?" "Hvad skulle du forberede?" "Hvem regnede med dig?" "Hvad gjorde du, når øvelsen ikke virkede?" "Hvad gjorde du, når et barn blev ked af det?" "Hvad var du blevet bedre til efter et halvt år?" "Hvad ville børnene sige, du var god til?" Det sidste spørgsmål kan være stærkt. Nogle mennesker har lettere ved at beskrive deres styrker gennem andres blik. Frivillighed kan udvikle brugbare ressourcer Forskningen i frivillighed og employability peger på en vigtig pointe: Frivilligt arbejde kan være en læringsarena, hvor mennesker udvikler personlige og sociale ressourcer. Giancaspro og Manuti beskriver frivillighed som en ramme for uformel og ikke formel læring, hvor unge kan udvikle employability capital — altså ressourcer, der kan hjælpe dem videre i uddannelse, job og deltagelse. Kamerāde og Ellis Paine skriver samtidig om frivillighed og beskæftigelse med en vigtig nøgternhed: Frivillighed virker stærkest, når de konkrete færdigheder, erfaringer og holdninger bliver tydelige og relevante. Det passer godt til trænerrollen. Den unge lærer gennem praksis. Men erfaringen får først rigtig værdi i en samtale, når den bliver sat i ord. Et lille samtale eksempel Den unge siger: "Jeg har ikke lavet så meget. Jeg var bare træner for nogle små børn." Fagpersonen kan spørge: "Hvor tit var du træner?" Den unge: "Hver tirsdag. Nogle gange også weekend." Fagpersonen: "Hvad havde du ansvar for?" Den unge: "Jeg lavede opvarmning og hjalp med øvelser. Og hvis de blev uvenner, tog jeg den." Fagpersonen: "Så børnene kiggede på dig, når der skulle være ro?" Den unge: "Ja, det gjorde de nok." Fagpersonen: "Hvad gjorde du, når de ikke hørte efter?" Den unge: "Jeg prøvede at forklare det kortere. Eller vise det selv. Nogle gange delte jeg dem op i mindre grupper." Fagpersonen: "Det vil jeg gerne skrive ned. Du har erfaring med instruktion, gruppeledelse og at tilpasse din kommunikation." Nu har samtalen fået fat. Ikke i en titel. I en handling. Trænerrollen kan give CV sprog Mange unge skriver slet ikke trænerrollen på CV'et. Eller også skriver de: "Træner i fodboldklub." Det kan gøres mere konkret. For eksempel: "Frivillig børnetræner med ansvar for ugentlig træning, instruktion, planlægning og tryg deltagelse for børn." Eller: "Har erfaring med at skabe struktur, forklare øvelser, håndtere konflikter og samarbejde med børn, forældre og andre frivillige." Eller: "Har som hjælpetræner arbejdet med fremmøde, ansvar, kommunikation og støtte til nye børn i fællesskabet." Det skal passe til den unge. Sproget må gerne være enkelt. Men erfaringen skal have lov til at fylde. Den stille hjælpetræner kan have lært mest Vi kigger ofte efter cheftræneren. Den, der står for hele holdet. Den, der laver planen. Den, der taler med forældrene. Men hjælpetræneren kan også have stærke erfaringer. Den unge, der tager sig af det urolige barn. Den unge, der viser øvelsen igen. Den unge, der samler bolde uden at blive bedt om det. Den unge, der får de nye med. Den unge, der bliver efter træningen og rydder op. Det er ofte der, ansvar begynder. I det små. I gentagelserne. I det, andre regner med. Når trænerrollen bliver svær At træne børn kan også være hårdt. Nogle børn hører ikke efter. Nogle forældre fylder meget. Nogle hold mangler voksne. Nogle unge trænere bliver kastet for hurtigt ud i for meget ansvar. Det skal også kunne siges. En god samtale om trænerrollen rummer både det, der lykkedes, og det, der var svært. Spørg: "Hvad var det bedste ved at være træner?" "Hvad var mest krævende?" "Hvad lærte du om dig selv?" "Hvad ville du gøre anderledes i dag?" "Hvad havde du brug for fra de voksne omkring dig?" De spørgsmål giver plads til erfaring, uden at trænerrollen bliver gjort finere, end den var. Forskningen bag Denne artikel bruger frivillighedsforskning som faglig ramme for trænerrollen. Kamerāde & Ellis Paine (2014) skriver om frivillighed og employability. Deres pointe er nøgtern: frivillighed kan styrke vejen mod beskæftigelse i nogle situationer, især når de konkrete færdigheder, erfaringer og holdninger bliver tydelige og relevante. Sammenhængen er kompleks og skal behandles med realisme. Giancaspro & Manuti (2021) beskriver frivilligt arbejde som en ramme for uformel og ikke formel læring. De peger på, at unge gennem frivillighed kan udvikle personlig og social employability capital. I denne artikel bruges kilderne til at forstå trænerrollen som frivilligt arbejde og læringsarena. Artiklen bygger ikke på specifik forskning i børnetrænere. Læs også Hvis du vil arbejde videre med styrker fra sport og fritidsliv, kan du også læse: Du behøver hverken kende spillet eller sporten Hvordan taler man med en ung, der ikke har noget på sit CV? Det vigtigste står ikke i karaktererne Lav en kompetenceprofil Lav en kompetenceprofil, hvis du vil hjælpe den unge eller voksne med at få øje på de styrker, der allerede findes i trænerrollen, sport og foreningsliv.