Hvad gør man, når en ung siger "jeg ved ikke" til alt?
"Hvad vil du? Ved ikke. Hvad er du god til? Ved ikke." Når abstrakte spørgsmål lukker samtalen, kan det konkrete åbne den. Sådan kommer man videre.
· Martin Fritzen
Når en ung svarer "jeg ved ikke" til hvert spørgsmål om fremtid, drømme og styrker, er det sjældent, fordi de ikke har svar. Oftere er det, fordi spørgsmålene er for store, for abstrakte eller for tæt forbundet med pres. Det, der ofte åbner samtalen, er at lægge de store spørgsmål væk og i stedet spørge konkret ind til det, den unge faktisk gør — for eksempel når de gamer. Pludselig er der noget at tale om. Hvorfor "jeg ved ikke" ikke betyder, at de ikke ved De fleste fagpersoner kender samtalen, der går i stå med det samme: Hvad vil du gerne? — Ved ikke. Hvad er du god til? — Ved ikke. Hvad kunne du tænke dig? — Ved ikke. Det er let at tolke det som modvilje eller manglende motivation. Men oftest dækker "jeg ved ikke" over noget andet. Spørgsmålet kan være så stort, at det er umuligt at svare på — de færreste af os kan svare klart på "hvad vil du med dit liv?". Det kan være forbundet med så mange tidligere nederlag, at det gør ondt at nærme sig. Eller den unge kan mangle et sprog for sig selv, som ingen endnu har hjulpet dem med at finde. I alle tre tilfælde er "jeg ved ikke" ikke en blindgyde. Det er et signal om, at man spørger på den forkerte måde. Skift fra det abstrakte til det konkrete Det, der som regel virker, er at holde op med at spørge om det store og uhåndgribelige, og i stedet spørge om noget, den unge har direkte erfaring med. For mange unge er det gaming — et sted, hvor de træffer valg, tager roller og handler hver eneste dag. Sammenlign de to slags spørgsmål: Det abstrakte, der lukker: Hvad vil du gerne være? Hvad er dine styrker? Hvad kunne du tænke dig at lave? Det konkrete, der åbner: Hvad vælger du, når du spiller? Hvilken rolle tager du på holdet? Hvornår bliver du ved, selv når det er svært? Hvad irriterer dig i et spil? Hvad får dig til at logge ind igen dagen efter? Forskellen er, at de konkrete spørgsmål ikke kræver, at den unge har indsigt i sig selv på forhånd. De skal bare fortælle om noget, de allerede gør. Og det kan de fleste. Selvindsigten kommer bagfra Det fine ved at spørge konkret er, at selvindsigten opstår undervejs — uden at man presser den frem. Når en ung fortæller, at de altid ender som den, der organiserer holdet, har de lige beskrevet en lyst til at tage ansvar, uden at skulle sætte ordet "ansvar" på selv. Når de fortæller, at de bliver ved med at øve det samme, til det lykkes, har de beskrevet vedholdenhed. Det er fagpersonens opgave at høre kompetencen i fortællingen — ikke den unges opgave at formulere den på forhånd. Man beder dem ikke om at præstere selvindsigt. Man hjælper dem med at få øje på sig selv, ét konkret eksempel ad gangen. Det er en helt anden bevægelse end at spørge "hvad er du god til?". Man bygger billedet sammen, nedefra, ud fra det den unge rent faktisk gør. Når "jeg ved ikke" langsomt bliver til "det her" Jo flere konkrete spørgsmål man stiller, jo mere tegner der sig et mønster — også for den unge selv. De begynder at høre deres egne styrker beskrevet med deres egne ord, og det flytter noget. "Jeg gamer bare" bliver langsomt til "jeg er faktisk god til at få et hold til at fungere". Og derfra er der pludselig noget at tale videre ud fra: interesser, retninger, små skridt. Det er præcis her, et samtaleværktøj kan gøre arbejdet lettere. Når den unges konkrete erfaringer bliver oversat til styrker, de kan se sort på hvidt, får både den unge og fagpersonen et fælles sprog at bygge videre på. Real Skills er bygget til netop det — at tage de svar, en ung kan give om det, de faktisk gør, og oversætte dem til kompetencer, der kan tales om. Ikke som et facit, men som et afsæt for den samtale, der ellers gik i stå ved "jeg ved ikke".