Hvad gør man, når en ung ikke vil tale om job eller uddannelse?
Når den direkte vej lukker samtalen, kan en omvej virke bedre. Sådan finder man ind til fremtiden gennem det, den unge allerede brænder for.
· Martin Fritzen
Når en ung ikke vil tale om job eller uddannelse, er det sjældent, fordi de er ligeglade. Oftere er det, fordi spørgsmålet er blevet forbundet med pres, krav og nederlag. Derfor virker det tit bedre at gå en omvej: begynd ved det, den unge allerede interesserer sig for og er god til, og lad samtalen om fremtiden vokse derfra. Vejen går gennem styrker og interesser, ikke direkte mod målet. Hvorfor den direkte vej lukker For mange fagpersoner er fremtiden hele opgaven. Der skal lægges en plan, sættes et mål, tages et skridt mod uddannelse eller job. Det er forståeligt, og det er ofte det, systemet beder om. Men for en ung, der har mødt mange møder, krav og skuffelser, kan "hvad vil du være?" føles som en blindgyde. Spørgsmålet minder dem om alt det, de ikke har, ikke kan eller ikke har fundet ud af endnu. Når samtalen begynder dér, kan den unge lukke i — ikke fordi de er ligeglade, men fordi spørgsmålet gør ondt. Hvis man bliver stående og presser på, bekræfter man bare følelsen af, at man er endnu en voksen med en dagsorden. Og så er samtalen reelt forbi. Omvejen, der virker bedre Det, der ofte åbner i stedet, er at begynde et sted, hvor den unge har erfaring og succes — ikke mangel og nederlag. For mange er det netop gamingen eller en fritidsinteresse. Vejen kan se sådan ud: Interesse — hvad bruger du din tid på, hvad optager dig? Styrker — hvad er du god til, hvad lykkes du med? Erfaringer — hvad har du prøvet, hvilke roller har du haft? Muligheder — hvor kunne det her ellers give mening? Små skridt — hvad kunne et første, lille skridt være? Bemærk, at fremtiden kommer til sidst, ikke først. Man arbejder sig hen mod den gennem det, der allerede findes — i stedet for at lægge ud med det, der mangler. Fremtiden bliver lettere at tale om, når den hænger på noget Det fine ved den vej er, at samtalen om uddannelse og job ikke forsvinder — den får bare et bedre fundament. Når en ung har fortalt om, hvad de er gode til, og mærket, at nogen faktisk har lyttet, er der pludselig noget at bygge videre på. En interesse for at organisere sit hold kan blive til en samtale om arbejde, hvor man koordinerer. En tålmodighed med at lære andre op kan blive til en samtale om fag, hvor man hjælper mennesker. Fremtiden bliver konkret, fordi den hænger på noget, den unge allerede kan — og ikke på en abstrakt forestilling om, hvem de burde være om fem år. Tålmodighed er en del af metoden Det skal siges ærligt: den her vej tager længere tid end den direkte. Den kræver, at man tør udsætte sin egen dagsorden et øjeblik og bruge den første samtale på noget, der tilsyneladende ikke handler om job. Men det er sjældent spildt tid. En relation, hvor den unge føler sig set, kan bære en samtale om fremtiden, som ellers ville være lukket. Og det første lille skridt, der vokser ud af noget meningsfuldt, holder som regel bedre end ti skridt, der blev presset igennem.