Foreningen som første skridt for unge med lav tillid til systemet
Foreningslivet kan være et trygt første sted for unge, der har svært ved kommunale samtaler. Men erfaringerne skal have et sprog, der kan bæres videre.
· Martin Fritzen
En ung kan have svært ved at møde op på kommunen. Men godt møde op i en bokseklub. Eller i et gamingfællesskab. Eller til fodbold. Eller på et værksted. Eller i en frivillig madklub, hvor der er en konkret opgave, et par kendte ansigter og noget at have hænderne i. Det kan virke som et paradoks. Den unge, som ikke svarer på beskeder fra KUI, kan godt dukke op i foreningen. Den unge, som siger "ved ikke" til alle spørgsmål om fremtiden, kan godt forklare en træningsøvelse til en yngre deltager. Den unge, som virker lukket i mødelokalet, kan godt blive lidt længere, når aktiviteten giver mening. Foreningen kan nogle gange være det første sted, hvor kontakten begynder at bære. Ikke som en løsning i sig selv. Som et sted, hvor den unge kan være med, før alt skal forklares. Nogle unge har brug for et rum uden myndighedsstemning Kommunale samtaler kan være nødvendige. Men for nogle unge vækker de også noget svært. Tidligere nederlag. Papirer. Planer. Vurderinger. Afslag. Fravær. Bekymrede voksne. Sætninger, der begynder med "du skal". Selv en god fagperson kan komme til at stå i skyggen af alt det, den unge allerede forbinder med systemet. En forening kan have en anden stemning. Der er nogen, der åbner hallen. Nogen, der stiller kegler frem. Nogen, der tænder computere. Nogen, der laver kaffe. Nogen, der siger: "Du kan bare sætte dig her." Eller: "Vil du hjælpe med at hente boldene?" Det er ikke stort. Men det er konkret. Og konkrete fællesskaber kan nogle gange mere end endnu en samtale om fremtiden. Foreningen ser den unge i aktivitet I et mødelokale ser fagpersonen ofte den unge i svar. I en forening ser man den unge i handling. Det er en vigtig forskel. En træner ser, om den unge hjælper med udstyr. En frivillig ser, om den unge kommer igen. En aktivitetsleder ser, om den unge tør stå lidt tættere på gruppen efter tredje gang. En gamingfrivillig ser, hvem den unge spiller med, hvordan de reagerer på nederlag, og om de hjælper nye ind i spillet. En spejderleder ser, om den unge tager ansvar, når opgaven er praktisk. En værkstedsfrivillig ser, om den unge kan fordybe sig, når hænderne arbejder. Det er viden, der sjældent kommer frem gennem spørgsmålet: "Hvad er du god til?" Men det kan komme frem gennem aktivitet. Et eksempel: bokseklubben Den unge kommer første gang sammen med sin mentor. Han siger næsten ingenting. Han står bagerst. Træneren presser ham ikke frem. "Du kan bare være med i opvarmningen." Den unge er med i ti minutter. Næste gang i tyve. Efter nogle uger hjælper han med at holde puden for en anden. Træneren siger senere til mentoren: "Han fungerer bedst, når han kan se øvelsen først. Han bryder sig ikke om for meget snak. Men når han ved, hvad han skal, så gør han det faktisk ret stabilt." Det er en lille observation. Men den kan bruges. Mentoren kan sige til KUI: "Vi har set, at han godt kan deltage, når rammen er fysisk, tydelig og uden for mange ord." Så bliver bokseklubben ikke bare en aktivitet. Den bliver et sted, hvor nogen har set noget, der kan bygges videre på. Et eksempel: gamingfællesskabet En ung kommer i et lokalt gamingfællesskab. Første gang sidder han med hætten oppe og siger næsten ingenting. En frivillig spørger: "Hvad spiller du for tiden?" "Valorant." "Hvad er din rolle?" "Controller." "Hvad betyder det?" Den unge forklarer kort. Ugen efter spiller de sammen. Den frivillige lægger mærke til, at den unge siger meget lidt før kampen, men kommunikerer præcist, når spillet går i gang. Efter nogle gange siger den frivillige: "Du siger ikke så meget, når vi sidder og snakker, men inde i spillet er du ret tydelig." Den unge trækker på skuldrene. "Det er bare callouts." "Ja. Men de andre bruger dem." Det er et lille spejl. Måske lander det ikke første gang. Men det kan blive hængende. Et eksempel: foreningen og den første opgave En ung kvinde kommer i en lokal forening gennem en kontaktperson. Hun vil ikke være med i aktiviteten. Hun vil gerne sidde i køkkenet. En frivillig spørger, om hun vil hjælpe med at skære frugt. Det vil hun godt. Efter nogle gange begynder hun selv at finde skåle frem. Senere holder hun øje med, om der mangler kopper. En dag siger den frivillige: "Du opdager ting, før vi andre gør." Den unge svarer: "Jeg kan bare ikke lide, når der mangler noget." Det er en styrke i hverdagsform. Overblik. Omsorg. Praktisk ansvar. Sans for rammer. Hvis det bliver sagt videre med respekt og samtykke, kan det hjælpe næste fagperson med at se mere end usikkerhed og fravær. Små skridt kan være reelle skridt Kommunale indsatser vil naturligt gerne se progression. Det er forståeligt. Men progression i foreningslivet kan se anderledes ud. Den unge står tættere på gruppen. Den unge bliver fem minutter længere. Den unge spørger, hvornår aktiviteten er næste gang. Den unge hjælper med en praktisk opgave. Den unge hilser på én anden. Den unge kommer igen efter en dårlig dag. Den unge tør sige, at noget blev for meget. Det er små tegn. Men små tegn kan være vigtige, når udgangspunktet er lav tillid, lav energi eller mange brudte forsøg. Foreningen kan give de tegn tid til at vise sig. Civilsamfundet skal bevare sin egen kraft Foreninger virker ofte, fordi de ikke føles som kommune. Der er en aktivitet først. Mennesker omkring den. En rytme. Et sted. Et sprog, der handler om træning, spil, mad, musik, natur, dyr, frivillighed eller praktiske opgaver. Den kraft skal passes på. En foreningstræner skal ikke blive sagsbehandler. En frivillig skal ikke lave progressionstavler. Et gamingfællesskab skal ikke dokumentere borgerens udvikling som en myndighedsopgave. Men foreningen kan godt bidrage med det, den faktisk ser. Hvis den unge er med på det, kan en frivillig eller træner sige: "Han møder op, når han ved, hvem der er der." "Hun hjælper, når opgaven er praktisk." "Han fungerer bedst med korte beskeder." "Hun bliver tryggere, når det er samme tidspunkt hver uge." "Han tager ansvar for nye deltagere, når rammen er tydelig." Det er hverdagsviden. Ikke myndighedssprog. Men det kan blive værdifuldt i myndighedens samtale. Når kommunen følger med uden at overtage Et godt samarbejde mellem kommune og forening kræver nænsomhed. Kommunen kan spørge: "Hvad har I lagt mærke til?" "Hvad får den unge til at komme igen?" "Hvilke rammer hjælper?" "Hvad bliver svært?" "Hvilke små opgaver fungerer?" "Hvad siger den unge selv?" Og kommunen kan samtidig gøre det tydeligt: "I skal ikke løse hele sagen. I skal bare være det fællesskab, I allerede er." Det kan aflaste foreningen. Og det kan beskytte den unge. For målet er ikke at gøre fritidslivet til et nyt system. Målet er at lade det, der virker i fritidslivet, blive forstået godt nok til at hjælpe næste skridt. Real Skills kan samle det, foreningen ser Real Skills kan bruges som et fælles tredje mellem den unge, foreningen og fagpersonen. Når der er konkrete eksempler, kan de samles i en kompetenceprofil: Den unge møder op, når tidspunktet er fast. Den unge tager ansvar for udstyr. Den unge hjælper nye deltagere ind. Den unge fungerer bedst med korte beskeder. Den unge bliver rolig af fysisk aktivitet. Den unge har brug for én kendt voksen i starten. Den unge kan fordybe sig i praktiske opgaver. Den unge trives, når der er noget at gøre med hænderne. Det er ikke et CV. Det er en fælles hukommelse. Noget, den unge kan genkende. Noget, mentoren kan bygge videre på. Noget, KUI kan bruge, når næste skridt skal være mere præcist. Noget, en virksomhed kan forstå, hvis den unge senere skal prøve en opgave eller et småjob. Foreningen kan være mellemstation, ikke endestation For nogle unge bliver foreningen et fast fællesskab. For andre er den et første skridt. Et sted at øve fremmøde. Et sted at mærke kroppen. Et sted at være sammen med andre uden at forklare hele sit liv. Et sted at få en opgave. Et sted at blive set i en rolle, der ikke begynder med problem. Senere kan der måske komme en samtale om FGU, STU, praktik, IPS, småjob eller uddannelse. Men hvis den samtale skal give mening, hjælper det at vide, hvad der allerede har virket. Foreningen kan give de første konkrete spor. Et næste skridt, der passer bedre Når foreningen har vist noget om den unge, kan næste skridt blive mere præcist. Hvis den unge fungerer med faste tidspunkter, skal næste aktivitet måske have tydelig rytme. Hvis den unge hjælper andre i gamingfællesskabet, kan næste skridt måske handle om en rolle med ansvar. Hvis den unge bliver rolig af fysisk aktivitet, kan det tages med i planlægningen. Hvis den unge trives med praktiske opgaver, kan en virksomhedspraktik eller et småjob starte der. Hvis den unge har brug for én kendt voksen, skal overgangen planlægges med det i tankerne. Så bliver næste skridt ikke bare "noget videre". Det bliver et skridt, der bygger på noget, nogen allerede har set. Fagligt grundlag Beskæftigelsesministeriet beskriver Ungeløftet som et partnerskab mellem virksomheder, civilsamfundsorganisationer, kommuner, fonde, arbejdsmarkedets parter og brancheorganisationer. Alle kommuner har tilsluttet sig Ungeløftet ved at søge midler til IPS og Flere unge skal med, og kommunerne har i den forbindelse forpligtet sig på lokale partnerskaber med virksomheder og civilsamfund. Ungeløftet beskriver formålet som at løfte unge tættere på job eller uddannelse og give dem mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber. Cabi beskriver Ungeløftet som et nationalt og lokalt partnerskab, der samler kommuner, virksomheder og civilsamfund om en fælles indsats for unge uden job eller uddannelse. Denne artikel bruger de officielle rammer som baggrund. Selve samtalegrebet er praksisnært: Foreningslivet kan give konkrete observationer om styrker, vaner, relationer og gode rammer, som kan hjælpe fagpersoner med at finde næste skridt sammen med den unge. Læs også Hvis du vil arbejde videre med civilsamfund, foreningsliv og fælles sprog, kan du også læse: Partnerskaber med civilsamfundet kræver et fælles sprog Ét fælles sprog fra KUI til jobcenter til mentor IPS og fritidsinteresser: hvad borgerens eget mål betyder i praksis Hvilke kompetencer får man af holdsport? Brug foreningen som et sted, hvor den unge kan blive set i aktivitet. Når de små tegn får sprog, bliver det lettere at finde et næste skridt, der bygger på noget virkeligt.