Er gaming et problem for unge uden job og uddannelse?
Er gaming årsagen, symptomet eller flugten? For mange unge er det stedet, hvor livet stadig hænger sammen. Sådan ser man forskellen.
· Martin Fritzen
Når en ung står uden job eller uddannelse og bruger det meste af sin tid på at game, er det nærliggende at se gamingen som problemet. Men sandheden er sjældent så enkel. For nogle er gaming en flugt, for andre er det det eneste sted, hvor de stadig oplever struktur, fællesskab og at kunne noget. At kende forskellen er vigtigere end at dømme på forhånd — og det kræver, at man forstår, hvilken rolle spillet faktisk spiller i den unges liv. Årsag, symptom eller tilflugt? Et af de spørgsmål, fagpersoner og forældre ofte vender igen og igen, er, om gamingen er hønen eller ægget. Er den unge isoleret, fordi de gamer? Eller gamer de, fordi de allerede var isolerede — og spillet blev det eneste sted, der stadig gav mening? I virkeligheden er svaret som regel ikke det ene eller det andet. Gaming kan på samme tid være en tilflugt fra noget svært og et af de få steder, hvor den unge stadig fungerer. Når skolen er holdt op med at give mening, når vennerne er forsvundet, når fremtiden føles uoverskuelig, kan spillet være det sted, hvor man stadig oplever at lykkes, høre til og have en rolle. Det gør ikke gamingen til løsningen på alt. Men det betyder, at man skal være varsom med at gøre den til hele forklaringen. Hvad gaming kan være, når alt andet er svært For at forstå en ung, der gamer meget, hjælper det at se på, hvad spillet rent faktisk giver dem. Tit er det netop de ting, der mangler andre steder i livet lige nu: Struktur — et spil har mål, regler og fremdrift, når hverdagen ellers er flydt ud. Fællesskab — et hold, en guild, nogen der regner med én og venter på, at man logger på. Mestring — en følelse af at være god til noget, når man andre steder mest har mødt nederlag. Identitet — et sted, hvor man er nogen, og hvor det, man kan, bliver set af andre. Når man ser det på den måde, bliver det tydeligt, hvorfor en opfordring til "bare at game mindre" sjældent virker. Man beder reelt den unge om at give slip på det eneste, der stadig hænger sammen — uden at tilbyde noget i stedet. Når gaming dækker over noget, der gør ondt Det betyder ikke, at man skal lukke øjnene for de tilfælde, hvor gaming er forbundet med reel mistrivsel. Nogle gange er det vendte døgn, det svindende skolefremmøde eller den voksende isolation tegn på noget, der gør ondt — angst, ensomhed, en dyb mistro til, at fremtiden overhovedet har plads til én. Men selv her er gamingen sjældent årsagen i sig selv. Den er oftere stedet, man søger hen, når andet er for svært. Hvis man fjerner den uden at forstå, hvad den dækker over, risikerer man at tage tilflugten fra et menneske, der ikke har andre steder at gå hen. Derfor er den vigtigste opgave ikke at vurdere, om gaming er godt eller skidt. Den er at forstå, hvad spillet betyder for netop dette menneske — før man konkluderer noget som helst. At se hele billedet Når man tør se på gaming uden at have dømt på forhånd, åbner der sig som regel et mere nuanceret billede. Man begynder at kunne skelne mellem den unge, for hvem gaming er en sund interesse og et fællesskab, der bare fylder meget lige nu — og den unge, for hvem spillet er blevet et skjul, hvor det svære kan holdes på afstand. Den forskel kan man kun få øje på ved at komme tæt nok på til at forstå. Og den forståelse er samtidig det, der gør det muligt at hjælpe — ikke ved at tage gamingen væk, men ved langsomt at hjælpe den unge med at finde de samme ting, struktur, fællesskab og mestring, også andre steder i livet.