Begynd ikke ved karakterbladet
Når en elev er usikker på uddannelsesvalg, kan samtalen hurtigt lukke, hvis den starter med karakterer, fravær og “hvad vil du så?”. For nogle elever åbner samtalen først, når man begynder i en arena, de allerede mestrer — gaming, sport eller foreningsliv.
· Martin Fritzen
Mange vejledningssamtaler starter næsten samme sted. “Hvad vil du gerne?” “Hvordan ser dine karakterer ud?” “Hvilken uddannelse tænker du på?” “Hvad er planen efter 9. eller 10. klasse?” “Hvad kunne du se dig selv lave?” Det er relevante spørgsmål. Men for den elev, der er usikker, skoletræt eller ikke rigtig kan se sig selv i uddannelsessystemet, kan de lande hårdt. Ikke fordi vejlederen spørger forkert af ond vilje. Men fordi samtalen starter i det sted, hvor eleven måske allerede føler sig bagud. Karakterbladet. Fraværet. De afbrudte forsøg. Det uklare valg. Alt det, der endnu ikke er på plads. Og så bliver det svært at tale frit. For hvis en elev allerede tænker “jeg er ikke en skoleperson”, kan en samtale, der starter med karakterer, hurtigt bekræfte den fortælling. Karakterer fortæller ikke hele eleven Karakterer kan sige noget vigtigt. De kan pege på adgangskrav, støttebehov og faglige forudsætninger. Men de fortæller ikke hele historien. De fortæller ikke nødvendigvis, hvad eleven bliver ved med, når noget er svært. De fortæller ikke, hvor eleven tager ansvar. De fortæller ikke, hvor eleven samarbejder. De fortæller ikke, hvor eleven lærer hurtigt. De fortæller ikke, hvor eleven føler sig kompetent. For nogle elever ligger de erfaringer andre steder. I gaming. I fodboldklubben. I håndboldhallen. I e sport. I frivilligt arbejde. I et online fællesskab. I rollen som den, der samler andre, hjælper nye ind eller bliver ved med at øve sig. Hvis vejledningen kun starter i det formelle skolebillede, kan de erfaringer blive usynlige. Og så mister man måske den bedste indgang til eleven. Begynd dér, hvor eleven allerede kan noget En god vejledningssamtale behøver ikke begynde med det store uddannelsesvalg. Den kan begynde mindre. “Hvad bruger du tid på, når skolen ikke fylder?” “Gamer du?” “Går du til noget?” “Har du en rolle på et hold?” “Hvem regner med dig?” “Hvad bliver du ved med, selvom det er svært?” “Hvor oplever du, at du faktisk kan noget?” Det er ikke udenomssnak. Det er vejledning. For når eleven fortæller om noget, de allerede har erfaring med, bliver samtalen mere konkret. De skal ikke først forklare, hvem de vil være som voksen. De skal bare fortælle, hvad de gør i en verden, de kender. Og det kan de fleste. En elev, der ikke kan svare på “hvad vil du efter grundforløbet?”, kan måske sagtens fortælle, hvilken rolle de tager i et spil. En elev, der ikke kan forklare sine styrker, kan måske beskrive, hvordan de hjælper nye spillere ind i et fællesskab. En elev, der er træt af skolen, kan måske fortælle, hvorfor de bliver ved med at træne, øve eller møde op til kamp. Det er her, vejlederen kan begynde at høre noget, karakterbladet ikke viser. Fra mangel til mestring Der sker noget med en samtale, når den starter i mestring. Eleven bliver ikke først mødt som én, der mangler afklaring, karakterer, uddannelsesparathed eller plan. Eleven bliver mødt som én, der allerede har erfaringer, som kan undersøges. Det betyder ikke, at man ignorerer kravene. Adgangskrav findes stadig. Faglige udfordringer findes stadig. Fravær skal stadig tages alvorligt. Uddannelsesvalget skal stadig lande et sted. Men rækkefølgen betyder noget. Hvis samtalen starter med alt det, der ikke fungerer, kan eleven lukke. Hvis samtalen starter med noget, eleven genkender og måske er stolt af, kan der opstå en anden kontakt. Og uden kontakt er vejledning bare information. Gaming og idræt som fælles tredje Aalborg Universitet har i arbejdet med faciliteret gaming beskrevet gaming som et fælles tredje. Det vil sige et fælles holdepunkt, som den unge og fagpersonen kan tale ud fra. Det samme kan gælde for idræt og foreningsliv. Når samtalen tager afsæt i en arena, eleven kender, bliver rummet mindre abstrakt. Vejlederen skal ikke trække svar ud af eleven om fremtid og identitet fra første minut. I stedet kan man kigge på konkrete handlinger sammen. Hvad gør du, når holdet er presset? Hvordan lærer du noget nyt? Hvordan reagerer du, når du fejler? Hvad gør du, når andre ikke forstår opgaven? Hvornår tager du ansvar? Hvornår mærker du, at du bidrager? Det er spørgsmål, der kan føre videre til uddannelsessprog. Samarbejde. Vedholdenhed. Ansvar. Kommunikation. Overblik. Læring. Mod på at prøve igen. Ikke som flotte ord, man lægger ned over eleven. Men som noget, man undersøger sammen. Real Skills som samtalegreb i vejledningen Det er her, Real Skills kan være et praktisk greb for skoler, erhvervsskoler, FGU, KUI og brobygningsforløb. Eleven svarer på konkrete spørgsmål om en arena, de kender: gaming eller foreningsidræt. Svarene bliver omsat til en kompetenceprofil i almindeligt sprog og en spørgeguide, som vejleder eller lærer kan bruge i samtalen. Hvis eleven gamer, starter man dér. Hvis eleven ikke gamer, kan man skifte arena og spørge ind til sport eller foreningsliv. Pointen er ikke at placere eleven på en bestemt uddannelse. Pointen er at skabe en bedre samtale. En samtale, hvor eleven ikke kun ser sig selv gennem karakterer og mangler. En samtale, hvor vejlederen får noget konkret at spørge ud fra. En samtale, hvor styrker bliver synlige, før valget skal træffes. For nogle elever er det først dér, uddannelsessamtalen rigtigt kan begynde. Kilder Aalborg Universitet: forskning og formidling om faciliteret gaming og gaming som fælles tredje. Børne og Undervisningsministeriet / EVA: viden om uddannelsesparathed, overgange til ungdomsuddannelse og støtte til elever, der har brug for en mere målrettet vejledningsindsats. Kommunale ungeindsatser / KUI: praksis og politisk fokus på mere sammenhængende og individualiseret støtte til unge i overgangen til uddannelse.